Nogle brudepar føler måske også at en gavekoordinator er at overdrive, mens andre føler, at en ønskeliste er en “bestillingsseddel”. Hvad er så den perfekte måde for jer?
Her får du mine bedste ideer til de lidt anderledes ønsker og gode råd til hvordan du koordinerer dem.
Tidsløse ønsker bliver til dejlige minder
I kender det fra jul og fødselsdage – hvad skal I ønske jer? Og kommer I endelig i tanke om noget, får I det ikke skrevet ned, og dagen efter er det glemt igen. Men det betyder ikke at der ikke er en masse at ønske sig, det tager bare tid at skrive ned og finde de rigtige ønsker.
Mit første råd: Begynd at tænke over gaveønsker allerede fra starten af bryllupsplanlægningen.
Jeg vil anbefale at I ønsker jer nogle gode og holdbare ting – ting der ikke går af mode. Ting til jeres hjem som I måske skal til at opbygge rigtigt nu. Og så skal det være gaver I kan være stolte af. Gaver som skaber minder, og som samler familien. Derudover vil det være rart at kunne finde gaven frem igen og igen, eller se den inde i stuen hver dag og tænke: “dette har vi fået i bryllupsgave, hvor er det dejligt!”.
Brylluppet er en perfekt mulighed for at ønske sig ting som I normalt ikke selv har råd til, eller selv vil købe.
Da jeg skulle giftes ønskede vi os bl.a. havemøbler, og det var en perfekt gave for os! Vi elsker stadigvæk de havemøbler. De er flotte, har siddepladser til hele familien og giver de hyggeligste stunder på terrassen. Dertil er en god grill også et godt ønske, og en god lejlighed til at få inviteret venner og familie til solrig hygge på en varm sommerdag.
Nu hvor vi er i haven, så synes jeg også at frugttræer og bærbuske er vidunderlige ønsker! På den måde kan I sammen plante et træ i haven til evigt minde for jeres kærlighed. En anden idé er store, smukke blomsterkrukker med blomsterstauder – en plante som skal passes med kærlighed, ligesom jeres ægteskab. Fantastisk – hvis I spørger mig.
Klassiske ønsker som service er også rigtig gode og holdbare ønsker. Det kan være smukke krystal glas til vand og vin, bestik der akkurat matcher jeres stil, jeres yndlings stel til en fantastisk middag eller en flot dug til det nye service. At kunne dække et smukt bord er alfa omega i jeres hjem, da spisebordet jo ofte er det sted hvor familien er mest samlet 😉
Hvis I er til designermøbler, vil der igen være ting der aldrig går af mode. Og hvem vil ikke gerne have et hjem der passer til tiden, og ikke bliver forældet? Hertil vil jeg foreslå en designer-lampe. Man går aldrig forkert ved en smuk loftslampe, en smart standerlampe til stuen eller en cool skrivebordslampe, så produktiviteten kan være i sit højeste.
Foto: Henriette Frausing
Bliver vi ved design, er kunst et ønske der står højt hos mange. Kunst er ofte personligt, og afspejler de mennesker der ejer det, så på den måde vil jeres gæster også få et indblik i hvem I er.
“Kunst er en livsgave!” – fra hjemmesiden, No White Walls.
No White Walls er et fedt koncept, hvor man kan købe gavekort til kunst. Gavekortet giver adgang til at vælge kunstværker fra 120 kunstnere, så har I endnu ikke udset jer det perfekte kunstværk, vil dette klart give adgang til en masse inspiration. Tjek det ud – det er en smart måde at få en personlig gave som følger jer resten af livet.
I må gerne ønske jer penge til bryllupsrejsen
Jeg ser en tendens til at mange par går væk fra de materielle og traditionelle ønsker, og i stedet ønsker sig oplevelser.
Oplevelser er fantastiske, og en af jeres største oplevelser sammen efter brylluppet er bryllupsrejsen. Her må I gerne drømme stort, for det er kun den ene gang I skal på bryllupsrejse.
Ønsk jer penge til bryllupsrejsen. Det er en fantastisk mulighed for at nå de drømme som I har. Den her gave vil I huske for altid.
Varme og anderledes bryllupsgaver
Mange par føler sig overvældet af gaveregn på deres bryllupsdag, og vælger at gå den mere varme, betænksomme og anderledes vej, og ønsker sig i stedet for noget der vil gavne andre mennesker.
Forleden mødte jeg et meget betænksomt og varmt brudepar. Vi talte om deres gavebord i festlokalet – og størrelsen heraf – hvor så de sagde at de ingen gaver ville få, da de ønskede sig donationer til velgørenhedsformål. Wauv.
Jeg var mundlam. Det synes jeg virkelig var flot og generøst.
Det ene formål var til et projekt i København for udsatte kvinder. Det andet formål var til et pigehjem i Uganda som en bekendt af brudeparret driver. Her var det så gæsternes vurdering hvem de ville donere til, og hvor meget.
Grunden til at I kan ønske jer at donere kan være, at I normalvis aldrig vil få muligheden for at donere så mange penge på én gang, som I ved jeres gæster kan bidrage med.
Dette er blot få af mange gode idéer til gaveønsker, så jeg håber det har sat en masse tanker igang hos jer.
Åbn gaverne dagen derpå
“Hvornår skal gaverne åbnes?” – et spørgsmål, som jeg ofte bliver spurgt om. Og ganske kort kan jeg sige, det er urealistisk at nå på bryllupsdagen. Og det ved jeres gæster godt, så på det punkt skal I ikke få dårlig samvittighed.
Hvis jeres gæster overnatter på feststedet og I sammen skal spise morgenmad næste dag, så er det en oplagt mulighed at åbne gaver og takke gæsterne her.
Er det ikke er en mulighed, så skriv evt. i en venlig hilsen på gavebordet, at gaverne desværre ikke vil blive åbnet på bryllupsdagen, men at de vil blive nydt dagene efter.
Et alternativ kan være at bede om indpakning i celofan, så I kan se hvad der gemmer sig i gaverne.
Undgå dobbeltgaver og andet kaos
Der findes flere måder at videregive sine gaveønsker på, men én ting er sikkert; Der skal være en person eller en ”computer” til at holde styr på listen. Det skal der for at undgå dobbeltgaver, og I undgår at vedlægge ønskelisten i invitationen – det kan let virke som en ”bestillingsseddel”.
Hvis I står og skal på bryllupsrejse kort tid efter brylluppet, kan det være svært at nå at bytte gaver. Her er en gavekoordinator også at foretrække.
Måden man bruger en gavekoordinator på er, at I i jeres bryllupsinvitation skriver en kontakt på jeres gavekoordinator. Det kan enten være en persons navn, telefonnummer, mail eller en hjemmesideadresse, hvor I har lavet en online liste. Hos gavekoordinatoren kan I løbende tilføje ønsker, og koordinatoren kan løbende opdatere ønskelisten, når gæsterne melder tilbage hvad de har købt.
Brugen af en personlig gavekoordinator er rigtig god, og det er stadig den funktion, som jeg personligt holder på er smartest i forhold til koordinering af gaver. Det er personligt, og det kan de ældre gæster bedre forholde sig til end til en hjemmeside.
Foto: Henriette Frausing
Men skal det kun være praktisk? Nej da.
Der er bestemt noget hyggeligt over, at din søster eller brudepige får til opgave at koordinere gaveønsker. Det er også en mulighed for gavekoordinatoren, hvis han/hun står jer nær, at få talt med de andre gæster, og måske vende nogle andre vigtige emner i forbindelse med brylluppet.
Hvis man ikke er til en personlig gavekoordinator, så kan jeg anbefale at bruge Ønskeskyen. Det er en digital ønskeliste, hvor du nemt kan gemme dine ønsker – både i form af billeder og links. Den fås som en app og fungerer på hjemmesiden. Her kan du nemt oprette flere ønskelister og dele med familie og venner, og så får du dem også gemt med det samme, så du ikke glemmer det 😉
Hvis Ønskeskyen ikke er noget for jer, så findes der mange om buddet ved en enkelt google-søgning. Eksempelvis hvis du søger på: “gaveliste online”
Så hvad er det perfekte gaveønske? Det er jo afhængigt af ønskeren, så jeg håber at I nu har fået en sans for hvad I kan ønske jer, og hvordan I gør rent praktisk. Og hvis I sidder lige nu og planlægger bryllup, jamen så er det jo bare at få noteret nogle ønsker! Eller lade en af jeres søskende eller venner få æren.
Bonustip: Overvej at skrive gavekoordinatoren på invitationen.
Find mere inspiration i Johannes ultimative guide til bryllupsinvitationer.
Rigtig god gavejagt!
Love, Maria.