Her får du et indblik i den stille mødeform. Hvordan du får præsenteret stilheden rigtigt, hvordan du holder styr på den, og hvornår du skal bruge den.
Du er nok bekendt med Silent Co-creation allerede. Men hvis det er første gang, du støder på det, så start med det første blogindlæg her, inden du læser videre.
Bastian Overgaard har arbejdet med faciliteret, fælles stilhed som mødeværktøj siden 2003. I tidens løb har han blandt andet arbejdet med Novo Nordisk, Danske Bank, DSV, Ørsted, finansforbundet, SEAS-NVE, Region Midtjylland og Dansk Sygeplejeråd.
Først skal du sætte scenen for stilhed
Du skal overbevise lederne om, at Silent co-creation bliver et forstærkende element på lederseminaret. De har nok ikke prøvet det før, så din præsentation bliver et meget vigtigt førstehåndsindtryk.
Hvad er det typisk, der går galt til et møde?
Bastian foreslår, at du starter med at tale om netop det: De samme få snakker hele tiden, I kæmper om taletiden, mister fokus, kommer væk fra agendaen, glemmer formålet og vender hjem trætte og udkørte. ALLE har været til den slags møder rigtig mange gange. Start her – så etablerer du et meget genkendeligt problem, som alle gerne vil undgå.
I dag skal vi arbejde med Silent co-creation
Ram forsamlingen lige i øjet, når du præsenterer dem for den stille mødeform. Hvad værdsætter de? Hvis der er mange kreative typer, så fremhæver du, at stilhed giver hjernen tid til at tænke stort. Hvis der er meget fokus på inklusion, så er stilhed interessant, fordi alle bliver hørt. Og hvis alle har rigtig travlt, så fortæller du, at I kan reducere mødetiden og stadig få mere ud af seminaret.
Vælg gerne flere ting. Det gør Bastian også, når han faciliterer workshops for folk, der ikke har hørt om Silent co-creation før.
Du styrer stilheden
Forklar, hvordan det kommer til at foregå. At du indlægger nogle korte tænkepauser i løbet af dagen – alt fra 30 sekunder til 2 minutter. At du styrer tiden og fortæller, når den er gået. At du fortæller, hvad de skal bruge stilheden på. Og at de altid kan vende tilbage til sporet eller starte på et nyt, når stilheden er forbi. Det gør stilheden nemmere at arbejde med, og så giver det deltagerne en vigtig tryghed i stilheden.
Planlagt stilhed under workshoppen
Bastian anbefaler, at du indtænker 1 minuts stilhed flere steder under workshoppen for at styrke hukommelse og indlæringsevne.
Start workshoppen ud med 1 minuts stilhed, så I får nulstillet jeres hjerner. Det skaber også nærvær og respekt om det seminar, I skal til at have. Og igen efter de første 20 minutter – hjerneforskningen viser nemlig, at hjernen lukker ned 20 minutter inde i et møde.
Før I beslutter noget
I skal udtænke en ny kreativ kampagne. Eller en ny strategi. Eller en ny måde at indrette kontoret på. Gode beslutninger kræver hjernerum, så brug et par minutters tænkepause, inden I beslutter noget. Så kan I bedre få alle idéerne i spil.
Stilhed ad hoc
Når du har gjort stilheden acceptabel, så kan du bruge den ad hoc. F.eks. hvis en diskussion er på vej ud ad en tangent. Du kan afbryde med: ”nu er det vist en god ide, at vi lige tager 30 sekunders stilhed.” De 30 sekunder kan bremse snakken nok til, at deltagerne selv finder tilbage på sporet.
Rund af med stilhed
Bastian foreslår, at du runder dagen af med 1-2 minutters stilhed – alt efter hvad der føles rigtigt på det tidspunkt i lokalet. Læg den et sted indenfor det sidste kvarter. Bed folk om at sidde og tænke dagen igennem. Hvad tager de med herfra? Hvad var det bedste i dag? Så udviser I en helt særlig respekt for hinanden og for den tid, I har brugt sammen. Og I får en vigtig ro til at reflektere i. Den indre mentale opsummering kan alene være altafgørende for, om folk rent faktisk husker seminaret.
Bagefter skal I tale lidt igen. Efter Bastians erfaring kan det være super akavet bare at stoppe på stilhed. Få deltagerne til at dele deres refleksioner. Så kan dagen også bedre bundfælde sig.
Stilhed som teamøvelse
I stilheden er vi alle lige – og temmelig nysgerrige. Der er ikke et plankeværk af ord imellem os. Vi kan ikke gemme os bag snak. I stedet for kan vi kigge på hinanden, smile og tænke. Det er vi slet ikke vant til, så vi kommer lidt ud af vores komfortzone. Men hvis du faciliterer det godt, kan det skabe helt særligt indtryk. Det kan vække en følelse af tillid, respekt og samhørighed. Så du kan også bruge stilhed som en intim icebreaker.
Lær at facilitere stilhed
Stilhed kræver træning. Før du kan bruge det rigtigt, skal du lære dens elementer at kende. Lære at lede en stille forsamling. Lære at tackle det ordentligt, så stilheden ikke falder til jorden. Det kan du lære på mange forskellige kurser.
Bastian har også en masterclass i det. Den synes jeg, du skal overveje, hvis du vil bruge Silent co-creation på dit næste lederseminar. Du finder den her: silentleadership.dk. Der er et forløb igang nu, men mon ikke han gentager succesen igen til foråret 😉
Her til slut vil jeg give dig en lille gave. Jeg fik den af Bastian, da jeg interviewede ham. Og nu giver jeg den videre til dig.
Slut jeres næste kontormøde af i stilhed, inden I går i gang med noget andet. Fortæl dine kolleger, at I skal til at være stille et øjeblik. At I bare skal sidde lidt sammen og være stille og tænke lidt. At det måske kan virke lidt mærkeligt, men at I jo kan tænke over mødet eller noget helt andet – det vigtige er, at I er stille sammen. Og at du holder styr på tiden. Sæt et stopur på 60 sekunder. Sig til, når tiden er gået. Snak lidt videre bagefter.
Hvordan var det?