Den kan være svær at genkende med alle de lamper og bagere, men den er god nok – det er Laden.
Carlsberg skulle bruge et et klassisk bageri, så den fik lidt af et makeover.
Kan du genkende den?
Hvorfor lige Laden?
Vi fik lov til at optage en lille bag-om-scenerne-film, hvor produktionsholdet fortæller lidt om, hvorfor de valgte Laden.
De fortæller blandt andet, at Laden passede rigtig godt ind i deres vision for et rustikt og romantisk lokale.
Godsejer Anders fortæller også lidt om sin personlige oplevelse med reklamefilmen. Han fik lidt af en overraskelse, da han ud af det blå blev ringet op og spurgt, om Laden kunne bruges til en ny stor reklamefilm med Mads Mikkelsen.
Få hele historien her:
Fun facts om reklamefilmen
1. Med og uden cykelhjelm
I nogle af klippene har Mads Mikkelsen cykelhjelm på. Det er til den svenske version af reklamen, da det er lovpligtigt at bruge cykelhjelm i Sverige.
2. Scenen i bageriet er optaget i Ladens to ender
Mads Mikkelsen cykler ind fra køkkendøren lige under lyskædenettet, og klippet med melskyerne er filmet i den lige under Dueslaget. Hele Ladens midtersektion blev brugt som base for produktionsholdet, så den optræder ikke i reklamen.
3. En travl, men meget behagelig og ydmyg hovedrolle
Mads Mikkelsen havde travlt. De samme optagelser skulle laves mange gange – take 1, 2, 3, med og uden cykelhjelm og så videre. Det er krævende at lave reklamefilm.
“Det er fandme et fint sted, du har her.”
Imellem optagelserne kiggede den verdenskendte dansker lidt rundt i Laden. Så gik han stille og roligt hen til godsejer Anders, som fik et venligt klap på skulderen efterfulgt af ordene: “Det er fandme et fint sted, du har her”.
Her stod en af tidens mest populære skuespillere, som har rejst i hele verden, og synes at Laden var et “fint sted”. Han var med al sandsynlighed træt og udmattet af flere dages hårdt arbejde, men han havde alligevel overskud til at være behagelig og ydmyg. Det gjorde et stort indtryk på vores kære godsejer.
Egentlig gjorde begivenheden et stort indtryk på os alle herude – og måske også på dig? Det er i hvert fald en oplevelse, vi er meget stolte af og taknemmelige for.
Tak for besøget!