CORONA

Vi følger nøje udviklingen med COVID-19. Hvis du har spørgsmål eller bekymringer om et kommende arrangement hos os, kan du altid skrive på info@sonnerupgaard.dk eller ringe til os på 46 40 95 31. Telefontid er 9-16 mandag-torsdag og 9-14 fredag.

Riskast
Riskast

Traditioner til dit bryllup: Alt du skal vide

Der findes et utal af gamle skikke og traditioner. For nogle bliver overtroen for meget – andre elsker det og holder fast i hver en skik.

I vælger heldigvis selv, hvor meget I vil følge traditionerne.

Jeg har dykket ned i de typiske bryllupstraditioner, som jeg selv har oplevet mange brudepar være i tvivl om. Og så har jeg en masse råd til dig baseret på mine erfaringer som bryllupsarrangør. 


3. december 2020

Noget nyt, noget gammelt, noget lånt & noget blåt

Hvem har ikke hørt det ordsprog før?

Gammel overtro siger, at hvis bruden bærer disse fire ting til brylluppet, så vil det bringe hende lykke i ægteskabet.

Noget nyt skal bringe håb og optimisme ind i brudens nye liv, og det symboliserer en ny start.

Noget gammelt repræsenterer fortiden. Bruden må ikke glemme sin fortid, og hvor hun kommer fra.

Noget lånt skal komme fra en lykkelig, gift kvinde. Det symboliserer håbet om at få del i lykken. Ifølge traditionen skal bruden låne det af en kvinde fra mandens familie.

Noget blåt repræsenterer troskab og renhed.

Mange af os tager det som en selvfølge, når vi skal giftes, at “det nye” skal være kjolen, og “det blå” skal være strømpebåndet.

Men det er jo op til dig og din kreativitet!

Hvad synes du selv om traditionen? Skal den være en del af din store dag?

Brudesko
Foto: Carolina Segre

Brudeskoene

Der er flere traditioner om brudeskoene.

Hvis du har lyst, kan du koble dem sammen med traditionerne ovenover. Lån brudeskoene af din mor, eller vælg blå brudesko som “noget blåt”.

En anden tradition er at købe brudeskoene udelukkende med kobbermønter. Det kommer af en gammel overtro om, at kobbermønter bringer held og lykke.

I Danmark er mange af vores kobbermønter desværre udgået. Men vi har da 50’øren at gøre brug med!

Vi har også enkronen.

Den er ikke lavet af kobber, men der er hul i midten, og en mønt med hul i betyder også lykke. Så der er intet i vejen for at købe for dine brudesko med enkroner.

Når nu vi er ved mønterne, så er der endnu en tradition.

Put en mønt i skoen på bryllupsdagen. Det skulle sørge for, at hverken brud eller gom kommer til at mangle penge i ægteskabet.

Og så er der regnvejret…

Frygt ej, hvis det regner på bryllupsdagen!

Gammel overtro siger nemlig, at hvis det regner på bruden, så vil det regne med guld i brudens skød.

Buketten

Det kan være svært at overlade ansvaret om din brudebuket til en anden. Men det også en tradition.

Det er nemlig sådan, at gommen skal stå for at bestille buketten – uden brudens indblanding (men du kan jo sagtens komme med “inspiration”…)

Brudebuketten er med i kirken, og den indgår ofte i et festligt indslag under festen. Der er nemlig også tradition for, at bruden skal kaste buketten før midnat.

Kast den til de ugifte kvinder. Den kvinde, der skulle være så heldig at gribe den, bliver den næste, der bliver gift.

Hvis du ikke er vild med ideen om at kaste din buket, er der også en anden tradition. Her lægger man buketten på et afdød familiemedlems gravsted. Det skulle bringe lykke.

Min praktikant Melanie har skrevet et helt blogindlæg KUN om brudebuketten. Læs den her:

“Brudebuketten: Traditioner og trends”

Brudekjole med blonder
Foto: Henriette Frausing

Strømpebåndet

Det er efterhånden blevet en ting i Danmark, at bruden skal bære strømpebånd. Senere på dagen, på opfordring fra gæsterne, skal bruden vise strømpebåndet frem.

Alt efter, hvor sent på dagen det er, kan det jo bare være et lille glimt man får. Hvis det går vildere for sig, kan bruden lave en lille performance ud af det.

Når gæsterne har set strømpebåndet, skal gommen forsøge at få strømpebåndet af med tænderne. Når han får det af, så skal han kaste det ud til de ugifte mænd i selskabet.

Ligesom med brudebuketten, er det den mand, der griber det, som bliver den næste, der skal giftes.

Tiden som forlovet & natten før brylluppet

Hvad angår jeres forlovelse, så er denne faktisk tidsbestemt. Traditionen tro må der højst gå et år fra forlovelse til bryllup.

Af erfaring kan jeg sige, at det er de færreste, som overholder dette – og det er af praktiske årsager. For hvis I ønsker et populært festlokale, så skal I typisk være ude 1,5-2 år i forvejen.

Natten før brylluppet skal I sove hver for sig. Ifølge en gammel overtro, vil det bringe uheld, hvis bruden og gommen forlader det samme hus på bryllupsdagen.

Bryllupskagen

Som brudepar skal I skære det første stykke af bryllupskagen sammen.

En gammel tradition siger, at kvinden skal holde om kniven, mens manden skal holde om kvindens hånd og føre kniven.

Den første muldfuld giver I til hinanden. Toppen af bryllupskagen skal I gemme til jeres 1-års bryllupsdag.

Brudepar skærer bryllupskage for
Foto: Henriette Frausing

Kys ved bordet

En tradition, der også foregår under festen, men ikke er i brudeparrets magt, er de kys, der skal udveksles under middagen.

Der er umiddelbart ikke noget overtro forbundet med denne tradition. Men det skulle være med til at give en afslappet atmosfære.

Har du været gæst til et bryllup, så ved du sikkert, hvad jeg snakker om. Klingen på glasset og trampen i gulvet er en opgave, der oftest følger med, når man er gæst.

Bryllupstraditioner
Fotograf: Unni Foto

Under middagen starter dine gæster en bølge med at klinge på glasset. Når alle gæsterne gør det, skal brudeparret kysse – men du og din gom skal helt op at stå på stolene, før kysset finder sted.

Når jeres gæster tramper i gulvet, så skal brudeparret kravle ind under bordet og kysse.

Hvis dine gæster får lyst til at udfordre jer lidt, kan de jo klinge og trampe på skift. Så kommer pulsen hos brudeparret lidt op.

Gommens sok og brudens slør

Hvorfor skal gæsterne ødelægge jeres flotte outfits? Det er faktisk nogle meget gamle traditioner.

Lad os starte med sokken.

Under brudevalsen rykker gæsterne tættere, og tættere sammen. Til sidst fanger de din gom og klipper den ene sok over.

Det symboliserer, at din mand ikke skal rende rundt efter andre kvinder – for man kan jo alligevel ikke få en anden kvinde, når man har hul i sokkerne.

En anden tradition er at gemme den afklippede sok til kobber- eller sølvbrylluppet, hvor den så skal den syes sammen igen som et tegn på evig troskab.

Dette minder meget om traditionen med at klippe i sløret!

I løbet af aftenen skal gæsterne have fat i dit brudeslør. De skal rive det så meget i stykker, som muligt. Jo mere, det går i stykker, jo mere held bringer det.

Og hvad skal der så ske med stumperne? Det er der flere traditioner for.

En er at gemme den til kobber- eller sølvbrylluppet, og så samle alle stumperne igen – præcis som med sokken.

En anden tradition fortæller, at det bringer held til gæsterne, hvis de får et lille stykke af brudesløret med hjem. Og det ses ofte, at det bliver bundet på gæsternes biler.

Hvis du gerne vil følge traditionen, men også har dit slør kært, så overvej at købe et ekstra (billigt) slør. Så kan du skifte til det inden brudevalsen.

Ris

Den mest uundgåelige tradition til et bryllup må være riskast.

Man kaster ofte ris ved kirken, men faktisk betyder ris frugtbarhed. Derfor bør gæsterne også kaste ris, når brudeparret som de første forlader festen om natten.

Riskast
Gammelgaard Gram Foto

Her på godset har vi faktisk forbudt ris. Det er fordi, ænderne ikke kan tåle det.

Men fuglefrø og andre alternativer er meget velkomne!

Der er ingen tvivl om, at der findes mange gamle skikke og traditioner, som vil bringe solskin over jeres ægteskab.

Er det ikke skønt, at få lov at mærke al den kærlighed og lykke fra sine gæster?

Jeg ønsker jer et lykkeligt ægteskab.

Love,
Maria