Der må jo mindst være femhundrede herinde, tænkte Tine og skuede ud over forsamlingen.
Stolerækkerne var lange, tætte og helt fyldt op. Flere og flere mennesker var dukket op i løbet de sidste tyve minutter. Enkelte havde sat sig på gulvet foran scenen. Og så var der alle de stående tilskuere, der fyldte resten af lokalet op. De resterende, nysgerrige mødefolk klumpede sig sammen ved indgangen, hvor de skubbede til hinanden for at kunne se.
“Ja, undskyld, men vi er langt over tidsplanen,” lød det fra en travl scenekoordinator, der desperat forsøgte at vifte de mange løftede hænder ned. “Nu bliver det altså det aller, aller sidste!”
Spørgsmålet kom langt nede fra den bagerste rækker, så ingen rigtigt kunne høre det. Koordinatoren spurtede derned for at gentage spørgsmålet i mikrofonen:
“Ja, der bliver spurgt om du har nogle gode råd til, hvordan man kan planlægge lige så succesfulde møder som dit!”
“Jeg har faktisk forberedt hele det her slideshow til jer,” forklarede Tine fra kanten af scenen, hvor hun havde siddet og fortalt anekdoter de sidste femogfyrre minutter. “Det er ikke min stærke side. Men nu hvor I har hørt min historie, giver det måske god mening.”
“Ja, undskyld mig, altså,” indskød scenekoodinatoren med et overgjort smil til publikum. “Men vi kan nok ikke helt nå at se et helt slideshow – ”
Pludselig stoppede hun med at tale. Hun førte en hånd op til sit headset og nikkede et par gange. Så sagde hun:
“Okay, folkens. Jeg får at vide, at vi lige har fået tre kvarter mere. Værsgo’, Tine!”
Tag plads i salen, og se med i Tines præsentation lige her:
