Beholder af glas fyldt med bolde
Beholder af glas fyldt med bolde

Glæden ved det hele: Styrk mødet med energi og anerkendelse

Hver gang du er glad, putter du bolde i din glædesbeholder. En fyldt glædesbeholder giver dig overskud og fokus. Når du er på arbejde, giver det dig glæde, når du føler dig set og anerkendt af dine kolleger. Men man kan udtrykke anerkendelse på mange måder, og det er ikke altid, man snakker det samme sprog. Lær sprogene at kende – det er en rigtig sund vej til mere arbejdsglæde på din arbejdsplads!


26. februar 2019

Er der bolde i din glædesbeholder? Godt humør putter bolde i beholderen, dårligt humør tager dem ud igen.

En fyldt glædesbeholder giver overskud og energi, så der plads til at fokusere på arbejdet. Det er derfor, at gode møder altid byder på lækker mad, god service og inspirerende omgivelser.

Det er altid en god ide at fylde glædesbeholderen op, så man har overskud til at huske, hvad mødet egentlig handlede om.

Glædesbeholderen er ikke noget, jeg selv har fundet på. Jeg har lært om den gennem Linda. I frokostpauserne har vi snakket om vigtigheden af anerkendelse og frisk energi. Det var så inspirerende, at jeg blev nødt til at skrive en artikel om det.

Når dialog, gruppearbejde og bevægelse kan erstatte et oplæg

Linda er stor fortaler for, at man får krop og dialog med i mødet. Skift pladser en gang imellem. Varier dagens indslag. Indlæg øvelser og gruppearbejde. Stræk benene. Bevæg skuldrene. Brug naturen.

Store bolde: Anerkendelse skaber grundglæde

Når man er glad i længere tid, skaber man et solidt fundament af godt humør. Boldene siver ned i grundbeholderen og gør dig grundglad. Mad, service, natur og bevægelse er tilsammen et stærkt udgangspunkt for gode møder, og blander man det med daglig anerkendelse, bliver det ikke meget bedre!

Gary Chapmans bog, Kærlighedens 5 sprog, handler om anerkendelse i parforhold. Linda bemærkede, at teorien jo er lige så relevant for alle mulige andre slags forhold – også relationen mellem kolleger. Det er vigtigt i dagligdagen såvel som til møder.

5 sprog til at tale anerkendelse

En håndflade med et kærlighedssprog på hver finger

Hvorfor en hånd? Linda forklarede mig om de 5 sprog ved at skrive dem ned på fingrene. Der var ét sprog til hver finger, så det var nemt at huske. Og så er en hånd da et udmærket billede på at give og modtage anerkendelse. Håndfladen modtager, og håndryggen giver.

Ét af disse fem sprog er dit primære sprog. Alle 5 kan bruges, men man forstår sit primære sprog bedst.

Mit primære sprog er anerkendende ord. Jeg føler mig set gennem ros – langt mere, end hvis jeg får en flaske vin. Bliver jeg ikke glad for en flaske vin? Jo, selvfølgelig! Især en kraftig og krydret rødvin. Men jeg bemærker ikke anerkendelsen i gaver på samme måde, som jeg gør med anerkendende ord.

Hvad er dit primære sprog? Hvis du er i tvivl, så er det måske fordi, at din glædesbeholder er tom eller helt fuld. Prøv dig frem. Læg mærke til, hvad du reagerer på. Måske hører du ofte dig selv sige: ”Hvis bare vi kunne få noget tid sammen.” Det ville være et klart hint om nærvær som primært sprog.

Linda siger: Lær hinandens sprog at kende

En håndryg med de 5 kærlighedssprog på fingrene

Man har også et primært sprog til at give anerkendelse med, og det er ikke nødvendigvis det samme sprog, som man modtager med. Tænk lidt over, hvordan du anerkender dine kolleger. Snak sammen om de 5 sprog. Når I kender dem, får I lettere ved at oversætte hinandens anerkendelse.

Vi kan alle have godt af at komme på sprogskole en gang imellem. Her kan vi øve os på at tale og lytte til vores primære sprog og lede efter vores behov. Vi kan træne nye sprog. Vi kan rykke os lidt ud af vores tryghedszone og prøve at tale flere sprog ad gangen.

En opfordring til dit næste møde

  • Sørg for, at maden, servicen og omgivelserne spiller.
  • Få kroppen, dialogen og naturen i spil. Sæt noget tid af til at snakke om anerkendelse – I kan jo bruge tegningen med hånden.
  • Tænk over jeres sprog hver især. Får I anerkendt hinanden?
  • Skriv jeres sprog ned og hæng dem op i kaffestuen, når I kommer hjem.
  • Find tiden og roen til at komme omkring hinandens sprog, så anerkendelsen rammer rigtigt ind.

Det er tilsammen en rigtig sund og rar vej til en fyldt glædesbeholder.

Hvordan fylder du bolde i din glædesbeholder? Hvordan anerkender dig og dine kolleger hinanden? Bruger du også Gary Chapmans sprog? Har I en anden måde at gøre det på?

Artiklen her udkom også på tryk i en anden version i Møde & Eventmagasinet nr. 01 / februar 2019. Se side 80-81.