Foto: Jonas Schmidt
En naturskøn bryllupsweekend
Gæsterne blev budt velkommen til Sonnerupgaard Gods og kunne se frem til et eventyrligt bryllup, hvor Laden blev forvandlet af bryllupsplanlæggeren fra et tomt lokale til en indendørs skov, et cirkustelt, et wellnessområde, en elegant middagsrestaurant og en festlig natklub.

Forberedelserne
At planlægge et bryllup kan være en omfattende opgave, men for Rebecca & Sylvester var ambitionerne ekstra store. Så store, at parrets oprindelige koordinator og personlige assistent rakte ud efter hjælp.
Bryllups- og festarrangør Gitte fra Aday2remember.dk blev kontaktet, mens hun var på ferie i USA. Da hun var tilbage i Danmark, blev det første møde afholdt, og i fire timer drøftede de parrets drømme og visioner.
Et bryllup, der hyldede naturen
Parret ønskede at skabe en weekend fyldt med oplevelser og afslapning for deres gæster – som også ville inkludere mange børn. De valgte et naturligt tema og drømte om et udendørs bryllup, men indenfor. Ikke dårligt tænkt, når nu brylluppet skulle stå i januar – et af de kolde og mørke måneder på året. De fandt inspiration i deres egen skov: Allerede en måned inden brylluppet blev træer udvalgt af Gitte selv, og fragtet til godset, hvor de blev opsat i Laden og lyst op med uplights. Resultatet var en eventyrlig, indendørs skov.

Udenfor blev et område indrettet til vildmarksspa og sauna omkranset af læhegn, halmballer og naturmåtter og lyst op med lyskæder og hyggelige bålfade. En træstamme blev stillet op som sømblok, hvilket gav gæsterne mulighed for at deltage i en sjov tradition.
Programmet for bryllupsweekenden
Fredag – Dagen inden brylluppet
- Ankomst af de tætteste gæster
- Check-in på værelserne
- Hyggelig middag ved langborde i den lille sal i 1877-Laden
- Aftenhygge med saunagus og vildmarksbad
Foto: Jonas Schmidt
For at skabe en rolig start på bryllupsweekenden blev der serveret en uhøjtidelig middag i 1877-Ladens lillesal for de første, tætte gæster. Borddækning og bordpynt tog inspiration fra godsets omkringliggende natur: rustikke træborde fra Norbord design blev dækket med naturlige hørduge og servietter, og blomster i flasker skabte et afslappet, rustikt look. Ved at anvende lillesalen til middagen om fredagen, kunne der gøres klar til den store bryllupsmiddag til dagen efter i den store sal samtidig. Godsets egne tallerkener og glas blev brugt til denne opsætning.
Efter middagen kunne gæsterne nyde en stund i wellnessområdet, lyst op af bloklys, lyskæder og bålfade.


Lørdag – Bryllupsdagen
- Brunch i lillesalen
- Ankomst og indkvartering af flere gæster
- Cirkusteater for børnene
- Workshop i blomsterbinding med Dianarose.dk
- Saunagus i vildmarksspaen
- Vielse on location, efterfulgt af middag og fest
Inden vielsen kunne gæsterne nyde en snackbuffet med frisk frugt, kaffe og non-alkoholiske drikke. Børnene havde deres eget kreabord, et legeland og hjemmebiograf, mens de voksne kunne deltage i kreative blomsterbindings-workshops eller slappe af i spa-området. Underholdning var der også sørget for, da der var cirkus teater show – så er det ikke så svært mere, at skulle vente på at der skal være bryllup.

Vielsen
Ceremonien blev afholdt under et stort smedejernshjerte dekoreret med blomster. Træstubbe med levende lys markerede altergangen, og lyskæder i loftet skabte en intim atmosfære. Live-musik gjorde øjeblikket endnu mere stemningsfuldt.
Middagen og festen
Til middagen blev langborde dækket med ‘’nature’’ stentøj, farvede glas og små buketter af tørrede blomster. I alt deltog 130 voksne og 70 børn i festen, der fortsatte til langt ud på natten.

Søndag – The Morning After
- Morgenmad og farvel
- Oprydning og nedpakning af dekorationer
Søndagen bød på en hyggelig brunch, hvor gæsterne kunne nyde de sidste timer sammen, inden de vendte hjem.
Rebecca & Sylvesters bryllup var en sand drøm, hvor natur, hygge og fest smeltede sammen til en uforglemmelig oplevelse.

Sådan får du stilen
- Vælg et gennemgående naturligt tema med materialer som træ, læder, hør eller bomuld.
- Brug en farvepalette inspireret af naturen, fx jordfarver og plantegrønne nuancer.
- Tørrede blomster skaber et romantisk og holdbart look – og de kan forberedes i god tid
- Udendørs belysning med lyskæder, fakler og bålfade tilfører hygge og intimitet- og en magisk stemning.
- Hvis I holder bryllup i de mørke måneder, kan I tilføje skind eller uld og have tæpper i fletkurve stående til jeres gæster.
- Birketræ har længe været en favorit blandt stylisterne på grund af den lyse, hvide bark og det dramatiske, skandinaviske udtryk
- Vintønder kan bruges som borde eller en rustik bar.
Location: Sonnerupgaard Gods
Koordinering: Parrets personlige assistent & Aday2remember.dk v. Gitte Andersen
Glas og service: Sonnerupgaard Gods & Tablesetting.dk
Bordtekstiler: Tablesetting.dk
Træborde: Nordbord design
Sorte stole: Sonnerupgaard Gods
Grå metalstole: Norbord design
Blomster: Dianarose.dk
Foto: Jonas Schmidt, Schmidt Photography
Har du ikke fået nok?
Få mere inspiration fra rigtige bryllupper i vores andre bryllupsreportager.
Rigtig god læselyst.
Suzanne, Gitte & teamet på Sonnerupgaard Gods