CORONA

Vi følger nøje udviklingen med COVID-19. Hvis du har spørgsmål eller bekymringer om et kommende arrangement hos os, kan du altid skrive på info@sonnerupgaard.dk eller ringe til os på 46 40 95 31. Telefontid er 9-16 mandag-torsdag og 9-14 fredag.

Fire kolleger med tøj i forskellige farver
Fire kolleger med tøj i forskellige farver

Hvilken type planlægger er du? Forstå dig selv (og deltagerne)

Hvis du tør kende dig selv, så kan du bedre forstå forskellen på dig og dine mødedeltagere. Og så bliver det nemmere for dig at planlægge noget, der får dem op af stolen!


3. marts 2020

Der findes 4 slags mødeplanlæggere. Du er en af dem.

Men hvilken?

Nu skal vi kigge lidt på DISC-profiler. Og vi skal kigge lidt på dig (hvis du tør).

DISC er ufatteligt populært!

DISC er et værktøj til at forstå mennesker gennem personprofiler. Der findes ufattelig mange varianter af den slags – se bare

  • HBDI (Herrmann Brain Dominance Instrument)
  • MBTI (Myers–Briggs Type Indicator)
  • Estimate

… og så videre.

Der findes også mange varianter af DISC, men de bygger alle sammen på de samme jungianske grundtyper. Kort sagt er de rimelig ens.

Måske er du stødt på DISC i HR-sammengæng. Det ku’ ha’ været noget med at styrke teamet. Eller måske til en jobsamtale.

Mange siger, at det kun er et rekrutteringsværktøj.

De tager helt fejl!

DISC bliver brugt til at forstå mødedeltagere.

DISC bliver brugt af sælgere til at forstå kunder. DISC bliver brugt i netværksgrupper til at forstå nye ansigter. Og DISC bliver brugt til at forstå mødedeltagere.

Jeg laver to blogindlæg om DISC. Næste gang kigger vi på, hvordan du bruger det til at involvere alle dine mødedeltagere.

I den her omgang skal du først forstå DISC, og så skal du reflektere lidt over dig selv.

Det bliver en hurtig gennemgang, så det er ikke noget med at forstå dig helt ned i dybden. Personprofiler er følsomt at arbejde med, og det tager lang tid at gøre rigtigt.

Jeg er ikke ude på at dissekere dig!

Mennesker er komplekse, modellen er simpel.

Brug DISC til at se nogle generelle ting ved dig selv, så du kan forstå din egen bias som mødeplanlægger. Når du forstår det, kan du bedre planlægge noget alsidigt.

De 4 forskellige DISC-profiler

Model over DISC-profiler

DISC står for fire persontyper:

  • Dominans (rød)
  • Indflydelse (grøn)
  • Stabilitet (blå)
  • Competance (gul)

Hvis du kender en anden model, så kan farverne godt være lidt anderledes.

Som du kan se i modellen, har profilerne nogle ligheder og modsætninger.

  • Øverst er der fart på og masser af gennemslagskraft
  • Nederst er der ro på og masser af grundige tanker
  • Til venstre er der fokus på målet og kold logik
  • Til højre er der fokus på relationen og empati

Grundtanken er, at vi alle har adfærdstræk fra alle fire slags, så du kan nok genkende lidt i dem alle. Men vi har hver især én af dem, som optræder mest.

Tag et kig på dem herunder.

Hvilken genkender du dig selv mest i?

D for Dominans

Kvinde i rødt tøj

  • Direkte
  • Resultatorienteret
  • Bestemt
  • Viljestærk
  • Slagkraftig

D’eren trives i centrum på grund af udfordringen ved at være der. Det giver D’eren et kick!

Hurtig til at beslutte sig og handle på ting.

Hård at handle med og god til at få sine ønskede resultater.

Er meget direkte.

Som D’er ved man, hvad man vil have. Og man hører, hvad man vil have. “Selektiv hørelse” er der nogen, der kalder det.

En D’er vil have rykket på tingene med det samme og er ret utålmodig.

I for Indflydelse

Mand i grønt tøj

  • Udadvendt
  • Entusiastisk
  • Optimistisk
  • Humørfyldt
  • Livlig

”I” kunne også have stået for iderig. I’eren er i hvert fald rigtig god til at få idéer.

Elsker at være i centrum på grund af opmærksomheden.

Har et smittende humør, er meget spontan og god til at snakke.

Meget åben og god til at snakke med alle – kan virke overfladisk.

Også riiimelig ustruktureret. Kommer let til at love for meget.

S for Stabilitet

Kvinde i blåt tøj

  • Rolig
  • Tilpassende
  • Tålmodig
  • Ydmyg
  • Taktfuld

Tryghed er det absolut vigtigste for en S’er. Alt skal helst gå stabilt – altså som det plejer – og efter planen.

Bliver utryg, når tingene ændrer sig. S’eren er derfor modstander af forandring.

Betænksom, tålmodig og ydmyg. God til at tilpasse og indordne sig.

Gør sig meget umage for, at andre mennesker har det godt.

Tager ting meget nært og personligt og udtrykker sjældent sin fulde holdning.

Trives i harmoni og frygter konflikter. Vil trække hele læsset selv for at undgå en konflikt.

Tager lang tid om at omstille sig og lære nyt – men bliver typisk den bedste til det i det lange løb.

C for Competance

Mand i gult tøj

  • Analytisk
  • Reserveret
  • Nøjagtig
  • Privat
  • Systematisk

God til systemer, tal og logik – Du må aldrig vædde med en C’er!

Kender alle detaljerne og er meget disciplineret.

Laver alt til perfektion og lige efter bogen.

Sørger for, at der altid er orden i tingene.

Perfektionismen gør også C’eren ubeslutsom, skeptisk og langsom.

Hader at tage fejl (men okay, det sker også kun sjældent).

Hvilken profil genkender du bedst?

Vi har lidt af alle profiler i os. Vi kan sagtens udvikle os. Og vi opfører os jo ikke altid på den samme måde – det afhænger i høj grad af, hvem vi er sammen med, hvilket humør vi er i og så videre.

Fortalere for DISC siger, at der altid vil være nogle tendenser, der går igen. Derfor er man altid mest én af profilerne. Man kan sagtens gennem livet have lært at agere i en anden rolle og være rigtig god til det. I starten bruger man meget energi, men med tiden bliver det mere naturligt for en.

Men det behøver vi ikke dykke alt for meget ned i.

DISC er praktisk, nemt at gå til, og det hjælper dig med at planlægge.

Så hvilken profil genkender du bedst dig selv i?

Tænk over det – det kan godt tage lidt tid. Men så lærer du også dig selv lidt mere at kende.

Så er du klar til at kigge lidt på, hvordan du designer et møde, der taler mere til dem.

Og det er lige præcis, hvad vi skal kigge på nu!

Sådan tager du kontrol over mødet med DISC