Min nye PA fortjener det bedste.
Velkommen til!
– Niels
Hun hev sedlen ned fra døren med et skævt smil. Så kiggede hun ind og inspicerede sin nye kontorplads.
Morgenlyset skinnede ind ad panoramavinduet og oplyste hele rummet. Et rødmønstret tæppe bredte sig midt på gulvet, og nogle tomme reoler stak ud fra hjørnet ved siden af en grøn lænestol.
I midten af kontoret stod skrivebordet. Det havde et sort metalstel og en bordplade af massivt egetræ. På bordet stod et par planter og tittede ud af hver sin glaserede lerpotte. Ved siden af planterne stod en halvrund, kugleformet lampe, som Tine kendte meget godt. Den havde et digitalur i midten og nogle knapper hist og her, der alt sammen omringet af en lysende glorie.
Lysterapi.
Sådan en lampe havde hun selv stående hjemme på natbordet til de mørke vintermorgener. Hun havde nævnt det for HR-chefen kort efter jobsamtalen. Niels måtte have overhørt det.
Sikke en betænksom chef, tænkte Tine. Betænksomt og fjollet – for det var august måned, så det kunstige sollys ville hun nok ikke få brug for lige med det samme. Men hun tog det som et tegn på, at hun ville være ønsket hos Baun Coffee længe endnu.
Så fik hun øje på alle ledningerne.
De hang ud fra skærm, mus, tastatur og lampe. De rodede rundt fra kanten af bordet og ned til gulvet, hvor de slog knuder på sig selv og hinanden.
Computeren var der ikke noget liv i, og knappen til hæve-/sænkebordet reagerede heller ikke, så hun måtte kravle ned på alle fire for at komme til under bordet.
Hun filtrede ledningerne ud af hinanden og fik sat dem i stikdåsen, så dioderne i computer, bord og lampe begyndte at lyse. Men imens hun kravlede rundt, fik ledningen fra hæve-/sænkebordet fat om hendes arm, og i et forsøg på at rive sig løs fik hun overbalance og stødte hovedet op i egetræsbordet.
”Av for satan!” hørte hun sig selv udbryde. Hun tog sig til hovedet og kunne hurtigt fornemme, at der var en lille, hidsig bule på vej.
”Du må være Tine,” sagde en fremmed stemme pludseligt. Den var meget dyb, og den kom fra den anden ende af kontoret.
Tine kiggede ud fra gulvet under skrivebordet med en hånd på bulen. Hun kunne se et par sorte sko og et brunt jakkesæt, der blev ledsaget af en læderbrun attachémappe, som hang i en stiv arm.
Jakkesættet og mappen fulgtes ad hen til siden af bordet med rolige skridt. Så begyndte bordpladen at hæve sig.
Whrryyyynnn.
Tine sad stadig på gulvet med hånden på hovedet, da en hvid skjorte og et rødt slips kom til syne. Da bordet havde nået sin maksimale højde, bukkede en mand sig ned og hilste på.
Hun blev mødt af et stift ansigt. Øjnene hvilede sig bag et stilrent brillestel, og håret strittede – nærmest med vilje – i alle retninger. Han virkede meget ung. Tine skød ham til at være et sted sidst i tyverne.
”Lars Christiansen – chef i logistikken. Lad mig hjælpe dig op dernede fra,” sagde han og rakte en hånd frem.
Det var da også en slags måde at hilse på, tænkte Tine, da hun tog imod hånden.
”Jamen tak for hjælpen, Lars,” sagde hun så høfligt, hun kunne, og tilføjede, at hun selv kunne have hævet bordet, hvis der havde været strøm i det.
Lars kiggede frem og tilbage mellem skrivebordet, computeren og planterne. ”Det lugter af Niels, det her,” sagde han tørt og grinede lidt som en høne klukker. “Er det også ham, der har sørget for rumskibet der?” Han pegede hen på den kugleformede lampe, og han så noget uforstående ud, da Tine forsigtigt fortalte om lysterapi.
”Nu når vi snakker om vores kære salgschef – har du set ham nogen steder?”
”Niels må være lige på trapperne,” svarede Tine – stadig høfligt. Lars var trods alt chef.
Det ugentlige gruppemøde skulle starte om lidt. Tine havde fået rollen som referent, men ingen agenda. Og så var det i dag, hun skulle møde hele ledergruppen. Sikke en start, tænkte hun.
Firmaets fire ledere bestod af Sonja fra HR, Niels fra salg, Lars fra logistikken og Hanne – direktøren. Niels og Sonja havde Tine mødt til jobsamtalerne. Men de var ingen vegne at se, og mødet stod til at begynde nu.
”Ingen grund til bekymring. Vi gør status på ugens aktuelle stof. Det bliver kortvarigt. Du behøver kun tage nogle få noter,” sagde Lars, imens han stirrede igennem Tine, som hvis han kunne læse hendes tanker.
Lars’ stive kropssprog mimede hans korte og præcise ordvalg. Han var lidt pudsig, men egentlig også sådan okay flink, syntes Tine. Kortfattet og formel, men flink. Når hun spurgte ind til mødet, fik hun nogle rigtig gode svar. Og da hun fortalte, at agendaen manglede, var han lynhurtig til at finde en nyprintet kopi frem fra den læderbrune attachémappe.
Der gik nogle minutter endnu, før Niels Iversen kom luntende småforpustet ind på kontoret i et mørkeblåt jakkesæt og en fremtrædende, blomstret skjorte. Hans gråsprængte manke var sat op i en stram knold på bagsiden af hovedet.
”Godmorgen, Tine! Jeg håber, du kan lide dit nye kontor”. Det kunne hun. Og så skyndte han sig hen til Lars med en løftet highfive, der blev afvist af et stift buk på behørig afstand.
Niels smilede, imens han undskyldte sin sene ankomst. Og da Lars fortalte, at hverken Hanne eller Sonja var dukket op endnu, besluttede de to sig for at tage forskud på mødet.
”Vi har alligevel nogle ting, vi lige skal have snakket om først,” sagde Niels med et anstrengt fjæs. ”Vil du ikke bare banke på, når de andre er her?”
Tine kunne ikke helt følge sin egen hjerterytme. Hun følte sig anspændt i ryggen – måske af at kravle rundt under bordet – og hun kunne stadig mærke bulen i toppen af hovedet. Hun forsøgte at efterligne chefens smil, nikkede og lukkede døren efter dem.
Måske var døren til Niels kontor lidt for tynd. Eller også havde hun ikke fået lukket den ordentligt. ”Ja, vi skal i hvert fald undgå det, der skete sidst!” lød det derinde fra. Lars’ dybe røst var ikke til at tage fejl af.
Tine undrede sig over, hvad det nu gik ud på. Han er dog en sær type ham Lars, tænkte hun og lod som om, hun ikke hørte noget.
Hun satte sig ved sit nye skrivebord og kæmpede med at koncentrere sig om agendaen.
Baun Coffee ledelsesgruppemøde, Uge 33, 2020
Status på salg
Nyt fra leverandørerne
Eventuelt
Nu hørte hun skridt uden for glasdøren.
Sonja vinkede fra den anden side af glasset, inden hun trådte ind og hilste med sit varme ansigt. Hun var iklædt en blå nederdel og en grøn, vamset sweater.
“Så godt at se dig igen!”
Måske var det den norske accent. Måske var det kropssproget. Noget ved Sonja fik Tine til at glemme alt om bulen i hovedet og sin temmelig akavede første arbejdsdag. Der var en speciel ro omkring Sonja, der lod til at smitte af – i hvert fald på Tine. Det havde hun mærket allerede ved første jobsamtale. Ikke underligt, at Sonja Solberg er HR-chef, tænkte Tine.
Nu kom den sidste chef ind ad døren.
Hun var iført sorte jeans og en armygrøn skjorte med opsmøgede ærmer. Hendes håndled, hals og ører var dekoreret med skinnende smykker. En sten fra øret reflekterede en solstråle, der ramte Tine i øjnene og blændede hende i et kort øjeblik. Da hun fik synet tilbage, mødte hun et par brune, stålfaste øjne, der stirrede uden at blinke.
Direktøren havde et meget fast håndtryk.
”Hanne.”
“Tine.”
For nylig havde hun prydet forsiden af Børsen som en af tidens mest ihærdige gazeller, og overskriften havde brændt sig fast på Tines nethinde. Hanne Harshita Dalhammer er Skandinaviens ukronede kaffedronning.
Hanne var noget lavere, end hun så ud til i avisen. Tine var selv en meter og firs, men hun følte sig alligevel en smule lille.
“Er det egetræ det der!?”
Hanne stod ved skrivebordet og lod håndfladerne glide hen over det med fingerspidserne ned i hver eneste revne.
Hun slog øjnene op, da hun fik øje på den kugleformede lampe.
“Lækker lysterapilampe! Sådan en har jeg også – bare en nyere model.” Hun klappede højlydt i hænderne. “Det stråler jo af Niels, alt det her!”
Så vendte hun sig mod Tine igen.
“Niels er rigtig god. Nu lover du mig, at du passer godt på ham, ik’?” Hendes tonefald skiftede. Nu var hun var dødalvorlig… måske.
“Jo selvfølgelig da,” fremstammede Tine og prøvede at smile.
“Sådan skal det være!” lo Hanne og klappede Tine lidt for hårdt på skulderen. Hun lod ikke til at have travlt, selvom mødet egentlig skulle have startet for 10 minutter siden.
Niels flåede døren op fra kontoret og fik hurtigt øjenkontakt med Hanne. De to mødtes med højlydte grin og en superenergisk highfive, som var de gamle venner.
Bag ved dem stod Lars. Han blev også budt på en highfive, men han takkede nej med en irriteret mine, som alle lod til at ignorere.
Tine så sig forvirret rundt i ledergruppen. Aldrig havde hun mødt så mange forskellige slags chefer på så kort tid – og så på sin første arbejdsdag.
Da de trak ind på Niels’ kontor, mærkede Tine nogen give hende et klem på armen. “Det skal nok gå helt fint,” hviskede Sonja til hende.
Men det havde Tine lidt svært ved at tro på.
Det var dog den underligste sammensætning af chefer jeg i mit liv har mødt, tænkte hun, og undrede sig over, om de selv var klar over, hvor underlige de var. For første gang tvivlede hun på, om den her arbejdsplads egentlig levede op til det, hun altid havde drømt om.
Så gik ledermødet i gang.
Hvad har du lige læst?
Du har lige hilst på vores hovedperson og nogle af de vigtigste karakterer, hun kommer til at omgås i historien.
Og det er der faktisk en helt særlig grund til, at du skulle…
Hvis du synes, at Lars, Niels, Hanne og Sonja virker som nogle meget karikerede typer, så er du ikke helt galt på den. Vi har designet deres karaktertræk ud fra DISC, som er et udbredt værktøj til at forstå mennesker gennem persontyper. Deres efternavne gemmer på et lille hint om, hvilke DISC-profiler de hver især har.
Du har også en DISC-profil. Det samme har din chef, dine kolleger og alle dine mødedeltagere. Du kan forstå dem og dig selv bedre, når du forstår profilerne. Netop derfor er DISC et kanon godt værktøj til mødeplanlægning, og det kan du læse mere om her: