CORONA

Vi følger nøje udviklingen med COVID-19. Hvis du har spørgsmål eller bekymringer om et kommende arrangement hos os, kan du altid skrive på info@sonnerupgaard.dk eller ringe til os på 46 40 95 31. Telefontid er 9-16 mandag-torsdag og 9-14 fredag.

Luca præsenterer Signor Bianchi på storskærmen
Luca præsenterer Signor Bianchi på storskærmen

Kapitel 18: Vi må skubbe programmet en halv time

Salgsmødet dag 1.


31. marts 2021

“Giver det mening nu?” spurgte han, og Tine nikkede. “Okay, godt. Så er det din tur. Vis mig, hvordan den virker.”

Tine tog imod fjernbetjeningen og pegede den op i loftet. Hun lod tommelfingeren glide hen over den blå knap i apparatets hjørne, holdt knappen nede og talte til tre. Kort efter kastede projektoren lys ned over det store lærred ved siden af hende. 

Hun justerede lydstyrken op og ned, og en bar i hjørnet af lærredet reagerede. 

Så greb hun mikrofonen og trykkede på en knap på bagsiden, der fik en lille, grøn pære til at lyse. 

“Hallo, hallo,” sagde hun, og højtalerne gentog hendes stemme rundt i lokalet.

“Perfekt, du har tjek på det,” konstaterede han. “Ring endelig, hvis der er det mindste!” 

Det var godt nok nemt, tænkte Tine og gemte teknikerens direkte nummer på telefonen. 

Laden var meget større, end hun huskede den. Hun stod et øjeblik og betragtede det skinnende klinkegulv, de rustikke træbjælker og de store kampesten langs væggene. 

Så fik hun øje på Julie, der stod bagerst i lokalet og tændte stearinlysene i en lysekrone. Hun gik hen til hende. 

“Jeg troede, det ville tage meget længere tid at tænde firs stearinlys. Og hvor ser det flot ud!” jublede Tine.  

“Tja, det går hurtigt, når man har prøvet det nogle gange,” sagde Julie og trak på skuldrene. “Wienerbrødet er lige kommet ud af ovnen. Det kommer herover sammen med kaffen om ti minutter. Espressomaskiner og mælkevarmere står klar på stationerne til senere. Og alle jeres nøgler ligger i kassen sammen med en seddel til at krydse af på.”

Tine stod med sin notesbog åben i hånden og krydsede nogle punkter af. Så spurgte hun: “Hvad med frokosten?”

“Den står klar som aftalt til klokken tretten,” svarede Julie. “Vi har dækket op med et særligt bord til lederne, og vi laver særlige anretninger til syv veganere og tre glutenallergikere.”

Tine tøvede i et par sekunder. “Jeg har to ekstra veganere,” klagede hun. “Undskyld jeg ikke har sagt det noget før, men de har først lige skrevet det til mig nu.”

“Vi finder ud af det,” sagde Julie og hejsede lysekronen på plads i loftet med et reb, som hun låste fast på en krog, der sad på en træbjælke ved siden af. “Godt du siger det. Jeg siger det videre til kokken med det samme.”

“Tusind tak!” lød det lidt forsinket fra Tine. 

“Det er jo derfor, jeg er her,” grinede Julie og trak igen på skuldrene. “Forresten – jeg fortalte mine kolleger om blindtesten. De blev nysgerrige, og vi har alligevel kaffepause her om lidt. Og så har vi et kursushold i den anden ende af Godset. De er også nysgerrige på, hvad det er for noget, I sælger. Så jeg fik lyst til at lave samme test på dem. Hvad synes du om idéen?Jeg kan sagtens printe nogle ekstra spørgeskemaer for dig.”

“Fantastisk idé!” udbrød Tine en smule målløs og krydsede de sidste felter af i notesbogen. “Det vil vi meget gerne.“

“Godmorgen,” lød en fremmed stemme pludselig. 

Tine vendte sig rundt og fik øje på en høj, skaldet mand, der stod i Ladeporten. 

“Godmorgen,” svarede Julie og Tine i kor. 

Tine pegede på sit armbåndsur. “Du er da tidligt på den, Peter!”

“Jamen, du foreslog jo selv et lille, at vi lige stak hovederne sammen en halv times tid inden, det hele gik løs,” svarede han.

“Jeg forhørte mig hos en ekspert, som foreslog det,” forklarede Tine. I morges havde hun været på telefonen med Sensei for at få et sidste godt råd med på vejen. 

“Alting virker bare, når du er der i god tid,” havde han sagt. “Mød ind lidt før og tjek alt af. Og sørg for at være tyve minutter foran programmet hele tiden. Det er din vigtigste rolle på dagen.”

“Det må være en god ekspert!” tilføjede Peter. “Som facilitator ville jeg foreslå det samme. Er de andre her også?”

Det var de. 

Niels og Sonja stod ved scenen i den anden ende af laden og snakkede. Tine pegede derhen. 

“Hanne kommer om lidt,” forklarede Tine. “”Hun skulle lige sætte sin elbil i laderen.”

“Super fint,” sagde Peter. “Dem vil jeg hilse på lige om lidt. Og tak for programmet, Tine. Det ser virkelig flot og gennemarbejdet ud. Er der sket ændringer siden sidst, jeg så det?”

Tine rystede på hovedet.

“Det er jo perfekt,” sagde Peter. “Jeg vil lige inspicere AV-udstyret lidt for mig selv. Og så har jeg hørt noget om en følgegruppe. Hvem er med i den?”

“Mary, Victor, Olav og Elias,” forklarede Tine. “Og de er her faktisk allerede.” Hun pegede ud i midten af lokalet, hvor følgegruppen sad sammen med nogle få andre tidligt ankomne mødedeltagere og småsnakkede på stolerækkerne. 

Facilitatoren takkede og begav sig hen til gruppen. Tine var nysgerrig, og lyttede med på afstand. 

“Kender I jeres folk godt?” hørte hun Peter spørge, og hele gruppen nikkede uden at tøve. “Jeg har nemlig brug for, at nogen byder ind og hjælper dialogerne igang. Og gerne nogen, som forstår den proces, vi skal igennem. Det kan jeg forstå på Tine, at I gør. Er det ikke rigtigt? ” fortsatte han, og gruppen nikkede igen. 

Mary fangede Tines blik og sendte hende en tommel op. 

Efter en halv times tid var alle deltagerne så småt ankommet til morgenkaffe. Som lovet havde koordinatoren også sørget for norske kanelsnurrer og svenske sukkerkringler med små pindeflag i. Det så ud til at være et hit.

Tine havde selv sørget for at køre blindtesten. Hun gjorde sig umage med at udstyre enhver nyankommen mødedeltager med kaffe – fire forskellige slags i fire forskellige papkrus. Og hun holdt styr på, at alle fik udfyldt et spørgeskema. 

Cirka tyve minutter senere bad Tine folk om at sætte sig. Direktøren bød velkommen, og alt så ud til at gå fint. 

Så gik salgschefen på. 

Niels indledte med at gennemgå dagens program som aftalt. Men så gav han sig også til at introducere facilitatoren og give praktiske informationer. 

Hvad laver han? tænkte Tine. Det var jo mig, der skulle give praktisk info. Han ved jo ikke engang, hvor han har parkeret sin egen bil! 

Men hun turde ikke blande sig. Ikke foran hele afdelingen. I stedet blev hun stående stille og nervøs, indtil facilitatoren overtog nogle minutter senere. Og da han endelig kom til orde, fik Tine en smule ro på igen. 

“Da I ankom, smagte I på fire forskellige slags kaffe,” begyndte facilitatoren. “Hvilken var bedst?” 

“Det må da helt klart have været Napolitano!” lød det fra en af sælgerne. Næsten hele forsamlingen nikkede. Tine hørte det samme svar fra flere steder blandt deltagerne, selvom hun havde svært ved at udpege, hvem, der sagde hvad: “Napolitano. Ja, klart Napolitano. En klar favorit!”

“Napolitano?” gentog Peter. “Hvad får jer til at sige det?” 

Han behøvede ikke at fiske efter et svar. 

“Napolitano er utvivlsomt den bedste kaffe. Og det tror jeg vist, vi er enige om på tværs af afdelingerne,” lød det fra Victor, der havde placeret sig et sted på de bagerste rækker. 

Folk lod til at give ham ret, og Tine begyndte at bide negle. 

“Se det er jo ret interessant,” sagde Peter. “For vi har lige talt spørgeskemaerne sammen, og de ser ud til at sige noget andet.”

Tine hørte lidt hvisken mellem stolerækkerne.

“Der var fire slags kaffe,” fortsatte Peter. “Tre af dem er jeres egne: Arabica, Napolitano og Cremoso. Den fjerde kaffe er her fra Godset. Og resultatet er faktisk nogenlunde jævnbyrdigt. Tolv af jer har valgt Arabica som vinder. Napolitano- og Cremoso-bønnen har fået ti stemmer hver. Og otte stemmer til husets kaffe. Hvad tænker I om den fordeling?” 

“Det kan da ikke være helt rigtigt,” indvendte en af deltagerne. 

“Ja, I må vist lige tælle de spørgeskemaer efter en ekstra gang,” tilføjede Victor drilagtigt, og næsten hele salen grinede med. 

Men det slog ikke facilitatoren ud. Der var en eller anden nysgerrighed i hans blik, som Tine ikke havde set hos en konsulent før. 

Han fortsatte: “Det kan være en fejl i testen, ja. Fint bud.” Så gik han hen til en flipover i siden af scenen, greb en sort tusch og noterede: Fejl i testen. Andre bud?” 

“Måske er det kombinationen af kage og kaffe, der ændrer smagsoplevelsen,” foreslog en deltager med en let, svensk accent. 

“Også et rigtig godt bud,” sagde Peter og noterede: Kage + kaffe. 

“Altså, det er Napolitano, som kunderne køber mest af,” indskød en anden deltager. “Jeg siger det bare. Statistikkerne lyver ikke.”

I samme øjeblik fik Tine øje på kursuskoordinatoren, der listede hen til scenen med en stak papirer i hånden. 

Tine tog imod dem og gav sig til at tælle, imens facilitatoren holdt gang i dialogen. 

Da hun var færdig med at tælle, gik hun hen til Peter og fremlagde en seddel. Han læste den.

Så sagde han: “Vi har også lavet to andre blindtests her til morgen. Den ene på Godsets ansatte, hvor Arabica ser ud til at have været et stort hit. Det andet hos et hold kursister, hvor Cremoso fik en jordskredssejr. Begge grupper er vel jeres potentielle kunder. Hvad tænker I om det?”

“Det er fint,” svarede en deltager. “Men de andre, der har smagt er jo ikke kaffekonisseuirer lige som os.” 

“Det har du helt ret i,” svarede Peter. “Men det er der vel heller ikke særlig mange af jeres kunder, der er. Og er det ikke okay at give kunden den kaffe, de bedst kan lide?” 

Salen tøvede. Men da Victor blandede sig og sagde: “Ja, det er faktisk rigtig nok,” begyndte flere af de forsamlede at rykke sig. 

“Hey,” hviskede Niels pludselig til Tine. “Er det rigtigt, at alle Godsets ansatte har blindtestet kaffe, og at de valgte vores kaffe over deres egen?” 

Tine nikkede og skulle til at forklare idéen med blindtesten, men Niels var allerede på vej videre. “Jeg finder lige godsejeren,” sagde han og forsvandt. 

Tiden gik, og da den nærmede sig halv elleve, holdt de en kort pause. Facilitatoren kaldte Sonja og Tine hen til sig.

“Nå, hvad vurderer vi?” begyndte han.

“Fem eller seks ud af ti, vil jeg tro,” svarede Sonja. “I gennemsnit.” 

“Jeg har samme opfattelse,” sagde Peter. “Nogle få er oppe på syv. Andre er stadig nede på fire og ser ikke rigtig ud til at forstå, at deres holdninger er i vejen for dem selv.”

Garanteret Victor, tænkte Tine. 

“Jeg kan mærke, at de begynder at give sig,” fortsatte facilitatoren. “Idéen med blindtesten var rigtig god. Og følgegruppen bakker mig op. Men der er lidt vej endnu. før vi har alle med. Vi må skubbe programmet en halv time.”

En halv time? tænkte Tine og knugede programmet i hænderne. “Jamen, så går planen jo ikke op!” udbrød hun.

“Ja, det kan vi ikke undgå,” sagde Sonja. “Det er træls. Men jeg er bange for, at vi ikke kommer nogen vegne, før de holdninger er væk.” 

Så meget for den perfekte tidsplan, tænkte Tine fortvivlet. 

Men så tilføjede Peter: “Jeg tror ikke, det bliver noget problem. Vi kan skære et kvarter af frokosten. Og jeg kan allerede mærke motivationen spire hos dem, så det næste punkt tror jeg, vi kan gøre hurtigere. På den måde når vi at indhente tiden inden teambuildingen klokken fire.”

Det var ikke, hvad Tine havde mest lyst til., men hun gav sig og gik ud for at finde koordinatoren. 

Da hun fandt hende, fik hun et godt forslag:

“Hvad med at kombinere kaffepausen med en walk-and-talk? Vejret er jo med os i dag. Det gør dem friske i hovedet på kortere tid og sparer jer måske ti-femten minutter.”

Tine takkede ja, og Julie ville sørge for papkrus, ekstra servietter til croissanterne, papirsposer til affald og et kort over de bedste gåruter.

En times tid senere var deltagerne så småt blevet enige om, at kundernes præferencer var vigtigere, end deres egne, når det gælder et godt salg. 

Facilitatoren gav flokken et diskussionsemne med til deres walk-and-talk. De snakkede om, hvilke fordele kunderne kunne have ved at købe flere slags bønner ad gangen. 

Og imens firmaets sælgere tøffede rundt med kaffekopper i det gode vejr, fandt Peter på at bruge grupperne lidt mere. Han ønskede sig fem ekstra flipovers, som han ville dele ud til hver gruppe. “Så skal de skrive deres tanker ned og præsentere dem for alle her på scenen, når de kommer tilbage.”

Igen måtte Tine have fat i sin trofaste koordinator, og Julie fandt hurtigt nogle ekstra flipovers til dem. 

Indimellem kaldte facilitatoren Tine og Sonja hen til sig og spurgte: “Fungerer det? Hvor motiverede synes I, de virker?” Og med små justeringer i programmet fik de sørget for, at alle deltagerne kom ordentligt i mål.

Tyve minutter inden frokosten, begav Tine sig over til frokostlokalet, hvor værten var ved at dække de sidste borde. Tine dobbelttjekkede, at alt var sat rigtigt op, og at der stadig var styr på maden til allergikere og veganere.

Det var der.

Inden de begyndte at spise, sagde facilitatoren: “Sæt jer med nogen, I ikke taler så meget med til hverdag.” Han satte sig selv sammen med lederne for ikke at forstyrre de gode dialoger. Og Tine havde ikke engang behøvet at spørge. 

Alt lod til at glide perfekt. Også selvom der var små ændringer undervejs. I pauserne kom nogle af deltagerne endda hen til Tine og roste hende for at arrangere så flot og gennemtænkt et salgsmøde. Det varmede. Men Tine følte også et enormt ansvar for at føre succesen til ende. 

Hun skyndte sig at spise færdig, og forlod frokoststuen for at tjekke remedierne efter til næste punkt i programmet. 

Inde i plenum stod en mand i et sort jakkesæt og satte de sidste ting op på scenen. På lærredet over ham gik Signor Bianchi klart igennem. 

Buongiorno!” råbte Tine til skærmen, præcis som hun havde øvet det i bilen på vejen herud. 

“Buon pomeriggio!” svarede Bianchi fra storskærmen. Tine vinkede usikkert til skærmen uden rigtig at forstå, hvad det betød. 

“Hej, du må være Tine,” sagde manden i jakkesættet og trådte ned fra scenen for at hilse. “Jeg hedder Luca.” 

Underviseren virkede både kompetent og empatisk. Og det var en kombination, Tine værdsatte højt. 

Han havde personligt tjekket efter, at espressomaskiner og mælkevarmere stod klar til brygning på stationerne. Han havde selv sat Bianchi op på storskærmen, og var nu i færd med også at koble ham op på en tablet. 

Da deltagerne kom tilbage fra frokost og satte sig til rette i rækkerne, hilste Bianchi pænt på dem fra lærredet: 

Buon pomeriggio, buon pomeriggio. Good afternoon, everyone. Good to see you.”

Kort efter fik Luca ordet og sagde:

“I er samlet her i dag, fordi I er dygtige sælgere. Det behøver jeg ikke at kigge længe på jeres salgsstatistikker for at se. Jeg vil hjælpe jer med at få endnu større succes, så I kan sælge endnu mere på kortere tid. Og så skal I blot finde ud af, hvordan I vil bruge jeres endnu større bonus. Hvordan lyder det?”

De synes vist, det lyder godt, tænkte Tine. Hun kunne se det i deltagernes blikke. De lyste op. Alle nikkede. 

“Henover de næste par timer, kommer I til at lære alt om vores kaffebønner,” fortsatte Luca. “I kommer til at lære, hvordan vi rister dem, hvordan man kan brygge dem på forskellig vis, hvordan de sælger i hele verden, og hvem den typiske køber er. Og så får I de nyeste salgsargumenter. I bliver delt op i hold og skifter mellem tre workshops á cirka tyve minutters varighed.”

Derpå opdelte Luca og facilitatoren deltagerne i tre blandede hold.

Imens de gjorde det, sad Tine og spekulerede på, hvordan det nu skulle gå. Idéen er god, tænkte hun. Leverandørerne havde åbenbart haft stor succes med den slags workshops før. Det havde Niels i hvert fald fortalt hende. Men det ville blive første gang, at Bianchi skulle være med online, og det bekymrede hende.

“Det første hold starter med Napolitano i køkkenet her i laden,” fortsatte underviseren. “Hold to følger med mig over i Godsets hovedbygning, hvor det handler om Arabica. Og Niels tager hold tre over i stalden, hvor vi spiste frokost. Her er Bianchi med på tablet til at fortælle om Cremoso.” 

“Hello!” sagde ansigtet på skærmen, og alle vinkede smågrinende tilbage, inden de begav sig ud til de respektive workshops. 

Pludselig følte Tine sig helt alene i det store lokale. Hun måtte rejse fra sin stol ved siden af scenen, for hun kunne ikke sidde stille længere.

Har de nu helt styr på det? tænkte hun. Hvad sker der, hvis maskinerne pludselig ikke virker? Eller hvis Bianchi mister internetforbindelsen?

Hun tog sig til hovedet og besluttede sig for at tjekke efter. 

Der var god stemning ved de tre workshops. Deltagerne bryggede latte, cortado og espresso. De smagte, lyttede og diskuterede frem og tilbage. Tine blev også budt på kaffe flere gange. 

Ingen virkede til at have travlt. 

Internettet fungerede upåklageligt. Espressomaskinerne bryggede uden problemer. Og alle lod til at have fuldstændig styr på det.

Det hele fungerer jo godt, tænkte Tine. Alt for godt. Jeg må have overset noget.

Og en times tid senere, da alle tre grupper igen var samlet i plenum, fandt hun ud af, hvad det var. 

En grå mand med et mat ansigtsudtryk dukkede op i indgangen. Han bar et gråt jakkesæt med et rødt slips. 

Hvad laver han dog her? tænkte Tine. og hendes hjerte begyndte at hamre som en skibsmotor. 

Hun kiggede rundt på ledergruppen og fik øje på Hanne, der selvsikkert rejste sig op for at hilse på ham. 

Sonja og Niels stirrede forvirrede tilbage på Tine, der sank en klump i halsen.

Hun tjekkede uret, som viste, at der var tyve minutter til næste indslag – teambuildingen. 

Kunne han ankomme på et værre tidspunkt? spekulerede Tine og skyndte sig ud af lokalet. 

Hun fandt hurtigt Godsets teambuilding-instruktører. En af dem stod i receptionen og småsnakkede med Julie. Han forklarede Tine, at alt var klar til dem – han havde endda klargjort et par flasker champagne og en lille præmie til vinderne. “For at støtte mere op om konkurrenceelementet,” forklarede han. 

“Mange tak, det bliver deltagerne glade for!” udbrød Tine en smule forpustet, imens hun skjulte, at hun i virkeligheden ikke turde tænke på, hvad Hr. Jensen ville sige til den idé. 

Teambuildingen begyndte godt. Øvelserne var sjove og gav god mening. Tine var især vild med labyrinten – en hullet plade med små vægge, der hang ned fra loftet i reb. Deltagerne stod omkring den og løftede i hver sin ende, for at få en rød bold til at trille gennem banen uden at ryge i hullerne. 

Men så dukkede Hr. Jensen op.

Da Tine fik øje på ham, forsøgte hun diskret at gemme sig væk bag forsamlingen. Men hun udskød bare det uundgåelige, og efter et par minutter havde bestyrelsesformanden fundet vej hen ved siden af hende. 

“Hvad helvede er det her for noget pjat?” hviskede han lavmælt. “De leger jo. Bruger vi penge på, at de render rundt og leger?”

Først følte Tine ubehag. Det var hårdt at stå til regnskab overfor så stor en autoritet. 

Men da hun tænkte over det, gik det op for hende, hvor dumt det spørgsmål faktisk var. 

Hvad bilder den gamle nisse sig egentlig ind? tænkte hun og knyttede den ene hånd, så hun kunne mærke huden stramme om knoerne. Han har tydeligvis ikke forstået en skid af det hele. 

Knuden i hendes mave forsvandt. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding.

“Jeg kan godt forstå, hvordan det kan se ud udefra,” svarede hun uden at hviske. “Men vi har observeret på kontoret, at de fleste sælgere har en hang til at optimere efter eget salg. Den har primært stået på auditiv læring hele dagen. Nu gør vi undervisningen mere taktil og tager dem ud af deres naturlige habitus. Her får de selv øje på deres egne fejl og mangler. Det er den eneste logiske vej til, hvis de skal lære at samarbejde, så det samlede salg bliver større, og vi tjener flere penge. Giver det ikke meget god mening?”

Hr. Jensen så skræmt ud. Han tog et skridt tilbage.

“Undskyld,” sagde han. “Jeg kan godt se, at det lød ret vredt og kritisk. Jeg var egentlig bare nysgerrig. Det kom vist lidt forkert ud.”

Nu var Tine endnu mere rystet end før. Men det var mere over bestyrelsesformandens reaktion. For da han var færdig med undskylde, gik han smilende rundt og hilste på flere af deltagerne. Han deltog endda i en enkelt øvelse på eget initiativ. 

Hvad foregår der? tænkte Tine. 

Da teambuildingen var ved at nå til vejs ende, begav Tine sig over i laden igen. Her var værten ved at sætte en lille bar op med drikkevarer. Alt så fint ud, og kassen med nøgler lå klar i baren.

Den næste time stod på fritid og hygge. 

Mødedeltagere, der ikke havde hentet nøgler om morgenen, gav sig nu til at tjekke ind på værelserne. 

Andre blev hængende i baren, hvor Tine bemærkede noget interessant. 

I morges var deltagerne ankommet i kliker, og de havde siddet i de samme kliker inde i plenum. Men nu gik de rundt og talte med hinanden på kryds og tværs: Københavnere, jyder, nordmænd og svenskere. Hun overhørte endda en af dem sige: “Ham der Palle, han havde et godt fif. Det vil jeg da bruge næste gang!” 

Inden Tine trak op på sit eget værelse, tjekkede hun en ekstra gang, at middagen var sat rigtigt op. Bordkortene stod præcis, som hun havde planlagt. 

Så gik hun gabende hen imod sit værelse, imens hun spekulerede over, hvordan dagen var forløbet indtil videre. Det går vist godt, konkluderede hun. Godt, men ekstremt stressende. Suite nummer toogtredive, eller Nondim, som der stod på et skilt ved siden af nummeret – efter sigende opkaldt efter en af Godsets heste fra gamle dage. 

Der var to soveværelser – a og b. Tine var flyttet ind på det første.

Hun lukkede døren og satte sig på sengekanten. Sengen var blød. Meget blød. Hun lænede sig tilbage og lod ryggen ramme lagnerne. 

Uret på hendes håndled forsikrede hende om, at der stadig var en time til middagen. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle give sig til. Fritiden klarede folk selv. Alle havde fået nøgler, og middagsbordet havde hun allerede dobbelttjekket. 

Sengen blev blødere. Hun følte sig opslugt af madrassen. Og før hun vidste af det, havde hun lukket begge øjne i.

Hun vågnede med et sæt. 

Aftenlyset var borte, og der var blevet ret mørkt på værelset. Hun måtte tænde sin natlampe for at tyde viserne på uret. 

DEN ER NÆSTEN SYV! konstaterede hun. Har jeg sovet i halvanden time? Pulsen begyndte at dunke, som hvis hun havde løbet et marathon. 

Hun kom i tanke om, at Sonja var den eneste, der vidste, hvilket værelse hun sov på. Og Sonja havde sikkert dødtravlt med at observere under teambuildingen! 

Hun tjekkede sin telefon. 

Ingen opkald. Ingen beskeder. 

Så fik hun øje på sin notesbog. 

Den lå åben på natbordet ved siden af hende. Og der var skrevet noget i den, hun ikke kunne genkende. 

Hun satte sig op i sengen og læste:

Du trængte vist til et hvil, søde. Nyd det nu. Der er styr på alt. Jeg kommer og vækker dig kl. 19:00, hvis du stadig sover.

Rarest,
Sonja

Tine blev helt paf. 

Måske har hun ret, tænkte hun. Måske har de andre faktisk tjek på alting. Hun fandt festtøjet frem og klædte sig på. Så gik hun afsted mod hovedbygningen for at slutte sig til selskabet. 

I mørket ude på gårdspladsen kom en person hende i møde. Og i skæret fra lanternerne kunne hun genkende HR-chefen.

“Hej, Tine, så du min besked?” spurgte Sonja og omfavnede Tine. “Jeg kop netop for at vække dig nu her.”

“Det var meget betænksomt af dig,” sagde Tine og gabte dybt.

“Du kunne vist godt have sovet en time mere!” grinede Sonja, og Tine grinede med. “Niels har holdt sin opsamlingstale, og det gik rigtig godt. Han sluttede af med at rose dig til skyerne for din gode indsats. Victor udbød endda en skål for dig. Ellers er du ikke gået glip af noget. Vi har sat en forret til side til dig. Kom, lad os gå derover.”

De fulgtes ad i godt humør. 

Tine var udmærket klar over, at middagen, som italienerne havde sponsoreret, ville bestå af fire retter. Men hun var ikke klar over, hvor lækkert det var. Før nu. 

Vitello zanetto var en lille anretning tyndskåret kalvekød med lidt tunmousse ovenpå. En himmelsk forret, som Tine lappede i sig.

Resten af selskabet havde taget hul på en lille pastaret bestående af tre store stykker tortellini i trøffelsauce. 

Tine kunne ikke helt forstå situationen. Alle var så glade og afslappede. Alle roste hende på skift – også direktøren, der ellers havde travlt med at give de omkringsiddende en lektion i italienske vindistrikter. Og der blev udbragt endnu en skål for Tine, nu hvor hun havde nået at sidde lidt ved bordet.

Hovedretten nåede hun ikke at registrere. Men den smagte af lam, og det var enormt flot anrettet. Tine var stadig træt – nok endnu mere nu, end før sin lange lur. Og nu var hun også afslappet. Hun sænkede skuldrene, og en træls knude i ryggen havde givet sig. 

Hun sagde ikke så meget ved bordet. Det var hun nærmest for afslappet til. Men hun lyttede til samtalerne og hørte folk sige nogle interessante ting.

Nogle snakkede om, hvor god en bønne, Cremoso var. Andre var allerede ved at finde kunder til hinanden. 

“Du sidder i Århus, gør du ‘ik?” hørte hun en af sælgerne fra hendes afdeling sige til en af jyderne. “Jeg har været på den her café i Randers. Hyggelig café – elendig kaffe. Dem skulle du da prøve at snakke med!”

*Ding, ding, ding* lød det pludselig fra vinglasset foran salgschefen. 

Niels rejste sig med glasset i hånden og sagde: “Jeg vil egentlig bare lige prale lidt. Mit næste kundemøde er i overmorgen klokken elleve. Og det er her på Godset med godsejeren!”

Sikke en verdensmand, grinede Tine. Og det var hun nok ikke den eneste, der tænkte. Alle klappede og grinede ad deres skøre, men dygtige chef. 

“Og nu hvor jeg alligevel har jeres opmærksomhed,” fortsatte han. “Så vil vores bestyrelsesformand gerne sige et par ord. Hr. Jensen, værsgo.” 

Manden i det grå jakkesæt med det røde slips sad for bordenden. Han rejste sig og talte om nøgletal, vækstmuligheder og om at have kunden i centrum. 

Hvor skal den tale bære hen? tænkte Tine bekymret for, hvilken effekt den ville have på motivationen. Han har jo ingen karisma overhovedet. 

Sonja, der sad ved siden af hende. vendte sig diskret og hviskede til hende: “Jeg ved godt, det er dødkedeligt. Men han er færdig om lidt, og så stopper han måske med at blande sig.”

Buy in, tænkte Tine og lænede sig tilbage i stolen. Snart kom tjeneren anstigende med en flot anrettet tiramisu, og Hr. Jensen skyndte sig at runde peptalken af. 

Efter desserten mærkede Tine noget hive i hende. Hun ville skynde sig over i laden for at tjekke, om alt nu var stillet klar. Men inden hun nåede at rejse sig, kom Niels forbi og klappede hende på skulderen.  

“Tine, jeg kan simpelthen ikke takke dig nok for den indsats, du har leveret,” sagde han. “Jeg har aldrig i min karriere oplevet så solidt et program. Olav har styr på morgenunderholdningen. Luca og Peter ved lige præcis, hvordan de vil træne folk i morgen. De har selv gennemgået mulighederne her på stedet. Og jeg er mere end klar til at støtte dem med mit rollespil. Jeg har endda taget kostumer med!” 

“Kostumer?” grinede Tine, selvom det egentlig ikke kom bag på hende. “Men hvad med bestyrelsesformanden?” hviskede hun. “Hvad gør vi, når han blander sig igen?”

“Intet problem,” sagde Niels. “Jeg har allerede arrangeret med nogle kunder, at vi kan ringe og booke møder med dem som en del af træningen i morgen, imens han er her. Så kan det vist ikke blive mere tydeligt for ham, at vores kursus giver gode resultater.”

Da de havde siddet et par minutter, rejste Tine sig. 

“Hvor skal du hen?” spurgte Niels, 

“Jeg vil bare over og tjekke, om vi er klar til at tage imod bandet,” svarede hun. 

“Altid så pligtopfyldende,” kommenterede han. “Men nu synes jeg, du skal more dig. Alle ved præcis, hvad de skal. Gå du bare ud og fest. Det har du i den grad fortjent!”

“Tusind tak,” sagde Tine. Hun gik udenfor for at få lidt luft, og hun fik sådan lyst til at ringe til Amara. Af en eller anden grund, var hendes gamle veninde altid den første, Tine kom i tanke om, når hun skulle feste.

Men da hun hev telefonen op af tasken, blev hun lammet. 

Seksten ubesvarede opkald fra et ukendt nummer. Der var også en tekstbesked. 

Hun åbnede den.

Bilproblemer. Og nu har vi lidt svært ved at finde vej. Vi bliver 45 min. forsinkede.

Pis, tænkte Tine. Pis, pis, pis. 

“Tine!” lød en munter stemme. “Jeg glæder mig helt vildt til det jazzband.” Hun kiggede op og fik øje på Victor, der kom gående imod hende.  

“Tak,” sagde hun og stirrede på ham. “Men jeg er bange for, at vi ikke når at høre dem.” Hun viste ham beskeden på displayet.

“Det skubber jo lidt på vores plan for festen,” sagde han og kløede sig i skægget.

“Jeg…” Tine ville sige noget, men hun var tom for ord. 

Så sagde Victor pludselig: 

“Hvis du giver mig deres nummer, så kan jeg godt tage over. Jeg kan sætte playlisten på lidt tidligt, mens vi venter på bandet. Og så kan jeg starte nogle selskabslege sammen med Palle og Søren. Det har vi gjort før. Ingen vil mærke nogen forskel. Hvad siger du til det?”

Tine troede ikke sine egne ører. Er det virkelig Victor, der taler til mig lige nu? tænkte hun. Det lignede ikke ham at foreslå ting – han plejede altid at diktere. Hun stod så længe og undrede sig, at hun helt glemte at svare.

“Alt okay?” spurgte han.

“Øh, Ja,” svarede hun. “Og Tusind tak, Victor. Jeg tror ikke, mit hoved kan mere i dag. Jeg sætter virkelig stor pris på din hjælp.”

“Bare rolig,” sagde han og kodede nummeret ind på sin telefon. “Den ordner Vic!” Så skyndte han sig afsted mod festlokalet.

På afstand kunne Tine se ham samle folk omkring sig ude på gårdspladsen. “Hey, allesammen. Kom her, så skal vi få gang i en fest!”

De flokkedes om ham. Og for første gang siden hun begyndte på sit nye job, kunne Tine endelig slappe af.

Hun fik øje på Niels, der var på vej ud af hoveddøren til middagslokalet. Han stod på trappen og så ud over gården. Bag ham kom Sonja og Hanne gående.  

Hun slukkede sin telefon, og gik hen for at slutte sig til dem. 

 

Hvad har du lige læst?

Du kan forberede dig så meget du vil – du kan være lige så grundig som Tine. 

Men før eller siden sker det uundgåelige, og du bliver nødt til at rykke i tidsplanen. 

Pyt!

Tidsplanen er ikke vigtig. 

Det er formålet til gengæld.

Derfor er det altid en god idé at dobbelttjekke tingene et par gange i løbet af mødet., og det uddyber vi her:

Under mødet: Det skal du huske

Kristoffer Thrane, forfatter fra Sonnerupgaard Gods

OM FORFATTEREN

Kristoffer Bavngaard Thrane er mit fulde navn. Siden 2018 har jeg gjort mig umage med at formidle fif og gode råd fra mødebranchens bedste eksperter her på bloggen.

Steen Møller, ekspert i mødeplanlægning

OM EKSPERTEN

Steen Møller har en lang baggrund som konsulent i mødebranchen, og han har blandt andet stået i spidsen for at udvikle Meetovation 3.0 for VisitDanmark.