Hovedpinen havde stadig ikke lagt sig. Tine gabte foran computerskærmen og kæmpede med at koncentrere sig om arbejdet. Deciderede tømmermænd syntes hun ikke, hun havde. Men det føltes lidt som om, at hendes hjerne var i stilstand.
Aftenen før havde hun havde været forbi Amara med en hel kasse vin som tak for hjælpen, for uden hende var Tine aldrig kommet i kontakt med Sensei. Hendes gamle veninde havde straks knappet en flaske op, og der var ikke gået længe, før de havde samlet begge familier til andesteg og Bourgogne.
Tine tog sig til hovedet. Så meget vin fik vi da heller ikke, tænkte hun. Men hun kunne heller ikke huske sidste gang, hun havde drukket mere end en enkelt genstand – eller sidste gang, hun havde haft så hyggelig en aften med både familie og venner.
Bedst som hun sad i sine egne tanker, gik døren til chefens kontor op. Niels trådte ud med en telefon i hånden, som han holdt ud foran sig i strakt arm.
Tine gabte igen. Hun kunne registrere nogle brudstykker af en Facetime-samtale mellem chefen og personen i den anden ende af røret. Nok en konferencedeltager, gættede Tine.
Der gik nogle sekunder endnu, før Tines trætte hoved bemærkede, at samtalen ikke foregik på dansk.
“Buongiorno, signor Bianchi. Ha provato a spegnere e riaccendere? Possiamo chiamare un tecnico. Sí, preffetto. Ci aggiorniamo dopo un caffè.”
Tine stirrede måbende på sin chef og spurgte sig selv: Hvornår har han lært at tale… italiensk?
“Hej Tine, går det godt med planlægningen?” spurgte salgschefen nu på sit modersmål. Han nikkede til hende på en afslappet måde uden overhovedet at adressere sine sprogkundskaber.
Tine måbede fortsat. “Øh, jo – det går fint,” svarede hun. “Jeg er i fuld gang med at lede efter kursussteder.”
Niels vendte smilende telefonskærmen over mod sin assistent og mumlede noget mere på italiensk. Tine forstod meget lidt af, hvad der foregik, men hun genkendte sin italienske titel assistente personale.
På skærmen anede hun en gråhåret herre med buskede øjenbryn og en tyk moustache. Han var iført et cremefarvet jakkesæt og en solskinsgul halsklud.
“Buongiorno, signora,” sagde manden og smilede.
Tine måbede af forvirring på den italienske gentleman, som stadig smilede venligt fra skærmen. Efter et par sekunders stirren rømmede hun sig og fremstammede et usikkert: “bwon djårno.”
Så rettede Niels telefonskærmen tilbage mod sig selv og talte videre på det syngende sprog med manden på skærmen.
“Hr. Bianchi ønsker dig held og lykke med at planlægge mødet,” forklarede Niels på vej ud af døren. “Han håber, du kan finde et godt sted, der lever op til Corona-restriktionerne.”
“Øhm, hils og sig mange tak!” svarede Tine med et overgjort, akavet smil,
I et øjeblik sad Tine og stirrede målløs ud i luften og prøvede at registrere situationen. Niels taler simpelthen flydende italiensk, konkluderede hun grinende. Sikke en verdensmand!
Hun holdt op med at grine, da hun bed mærke i italienerens råd. Corona-restriktioner – det er nok rimelig vigtigt, tænkte Tine og gav sig til at gennemsøge Google igen. Men det lod ikke til at være et problem. Bannere og pop-ups på samtlige hjemmesider, hun besøgte, forsikrede hende om, at alle tog situationen alvorligt.
Så langt, så godt, tænkte Tine og satte en hånd under kinden for at støtte sit tunge hoved, imens hun tjekkede sine noter. Plads til tredive mennesker inde og ude med overnatning og flere grupperum, læste hun.
KLASK!
Albuen gled ud til siden, så hun tabte hovedet og slog underarmen ned i bordet. Hun fløj op i stolen med et spjæt. Pulsen steg, og hendes hoved begyndte at dunke.
Kaffe, tænkte hun. Jeg trænger til kaffe.
Ude i salgsafdelingen var hendes kolleger i fuld gang på telefonerne. To af sælgerne havde fundet overskud til at kaste en tennisbold frem og tilbage mellem hinanden, mens de havde hver sin kunde i røret.
Tine havde knap nok overskud til at holde sig oprejst.
Hun fortsatte gennem afdelingen og ind i frokoststuen. Da hun nåede kaffemaskinen, smækkede hun sit krus ind under hanen og trykkede febrilsk på samtlige af maskinens knapper, indtil en eller anden sort væske løb ned i koppen.
“Exactly how hungover are you?”
“Er det så tydeligt? Jeg fik ellers kun tre-fire glas vin,” grinede Tine og vendte sig imod Mary, der trådte ind i frokoststuen med en tom kaffekop i hånden.
“I bet you did,” drillede Mary og løftede det ene øjenbryn.
“Jeg blev jo nødt til at fejre en succesfuld aftale med Niels,” sagde Tine med hagen i vejret. Hun tog sin kaffekop ud fra maskinen for at gøre plads til en ny. “Jeg har fået det fulde ansvar for at designe vores møde ordentligt.”
Marys ansigt lyste op. “Hvor godt!” jublede hun. “Jeg sagde jo, du nok skulle få sat ham på plads.”
“Ja, den samtale i forgårs var slet ikke helt tosset,” tilføjede Tine lavmælt i et forsøg på ikke at prale for meget. “Nu ser det ud til, at vi slipper for faldskærm, fri bar og alt det andet gøgl. I hvert fald indtil jeg har fundet ud af, hvor vi skal være.”
“Så længe det er dig, der planlægger det, så kan det kun blive godt. Vi plejer altid at ende på et eller andet smart hotel herinde i byen.” Hun rystede på hovedet. “Kan du måske få os ud til et afsides sted, hvor alt ikke er, som det plejer? Det ville hele afdelingen have godt af.”
Tine nikkede i enighed. Et afsides sted, hvor alt ikke er, som det plejer, gentog hun for sig selv. Måske kan det hjælpe sælgerne med at forstå, at de skal tage mødet alvorligt – det må også være vigtigt.
“Hvad snakker I om, piger?” lød det fra døren, og Victor trådte fløjtende ind i frokoststuen.
“Om at finde et kursussted til mødet. Men vi behøver ikke din hjælp, knægt” snerrede Mary.
“Fair nok,” svarede Victor og virkede fuldstændig upåvirket af Marys skarpe tunge. “Jeg snupper bare lige en varm drik og hopper tilbage på min pind. Jeg skal nok blande mig udenom.” Han fløjtede lystigt videre, imens han tankede en stor kop Napolitano op og blandede en god sjat letmælk i.
“- så længe I sørger for lækker mad,” tilføjede han. “Måske en fem-retters?” Han blinkede med det ene øje, tog en tår kaffe og fløjtede videre.
Tine og Mary himlede simultant med øjnene, og det fik Victor til at stoppe med at fløjte.
“Jeg mener det sgu. Det er vigtigt at have høje standarder til sådan et møde,” forklarede han – nu i et alvorligt tonefald, som Tine synes virkede overspillet. “På Harvard har man faktisk lavet studier om, hvordan udsøgt spise øger effektiviteten til store møder med halvtreds procent. I skal ikke undervurdere den gode mad.”
Tine anede en selvtilfreds mine i Victors ansigtsudtryk, inden han smuttede. Enten var det kaffesmagen, eller også var det smagen af hans egne ord. Det irriterede hende groft.
“That jellied eel! Hvorfor skal han altid blande sig i alt?” klagede Mary. Men inden hun nåede at kalde ham flere ting, bippede noget i hendes taske. “Sorry, love, arbejdet kalder.” Mary blinkede til Tine og forlod hastigt frokoststuen.
Tine traskede tilbage imod kontoret og grublede over Victors indspark. Ham håber jeg godt nok aldrig, jeg skal planlægge et møde sammen med, tænkte hun.
Da hun var gået cirka halvvejs gennem salgsafdelingen, bemærkede hun noget sært. Der var stille i rummet, boldspillet var slut, og ingen talte i telefon længere. Alle sælgerne stirrede på hende.
“Jeg stemmer for noget med et lækkert spa!” råbte en af dem.
“Jatak – plus champagne, østers og massage,” tilføjede en anden.
“Skide nu være med alt det der luksuriøse fis,” indskød en tredje. “Få lige en fest på benene!”
Opmærksomheden og de høje lyde satte skub i hovedpinen. Tine skyndte sig forbi kollegerne med kurs direkte mod sit trygge kontor.
Hun smækkede døren i, satte sig i kontorstolen og sank ned i sædet. Sikke et cirkus, tænkte hun. Hvor kommer alle de input fra?
Tankerne fløj tilbage til projektets start. Hun huskede alle Niels’ impulsive indspark, og hvor meget de var kommet i vejen for hendes arbejde. Det ville hun nødig opleve igen.
Men som hun sad og overvejede det, kom hun i tanke om, at der kunne ligge noget motivation i alle de skøre indslag.
Hvis jeg opfylder nogle af deres ønsker, får de måske mere lyst til at lære noget nyt, tænkte hun og besluttede sig for at give sælgerne en chance for at komme med input. Hun ville bruge samtalestrukturen til at opnå enighed om, hvad de hver især kunne tænke sig.
Men først i morgen, når hun havde mere energi.
Tine tog en tår kaffe. Det hjalp. Hun satte sig til rette foran computeren og fortsatte med at lede efter kursussteder. Hun tog notesbogen frem og prøvede at skitsere, hvad hun skulle lede efter. Hvordan finder jeg det rigtige sted? skrev hun øverst på siden.
Hun tænkte på Marys forslag om at finde et afsides sted og bryde med de vante rammer. Det lød som en god ide, så hun noterede den.
Hun tænkte på Victors irriterende indspark om maden. Udsøgt spise øger effektiviteten med halvtreds procent, havde han sagt. For Tine lød det opdigtet, men han kunne have fat i noget, og det blev det ikke mindre irriterende af. Hun noterede: God mad er vigtigt.
Hun overvejede også det bæredygtige aspekt. Det var noget, hun læste om alle steder for tiden i magasiner, nyhedsbreve og på blogs. Det måtte også være vigtigt. Og så var der budgettet – sådan et havde hun stadig ikke lavet, og hun gættede på, at det nok var noget af det vigtigste.
Begge dele noterede hun.
Det var ikke let at finde stedet, der på én gang havde spa, massage, en afsides beliggenhed, overdådig mad, gik op i bæredygtighed og ikke lå i et alt for højt prisleje.
Men bedst som Tine var allermest frustreret, tikkede en e-mail ind i hendes indbakke. Hun åbnede den med det samme.
Hej Tine
Tak for mødet i går. Beklager, at jeg måtte gå så pludseligt. Jeg håber virkelig, du fik noget ud af det. I farten nåede jeg ikke at give dig et vigtigt input.
Inden du leder efter kursussteder, er det godt at lave en prioriteret liste over de ting, du vælger efter. Det giver dig et rationelt fundament for at vælge det rigtige sted.
Jeg foreslår, at du deler dem op efter kriterier og ønsker. Kriterierne er de ting, du ikke kan undvære. Ønskerne er de ting, der kunne være rare at have med.
Prioriter de ting, der er vigtige for netop dit møde. Det varierer altid, så der er ikke nogen “opskrift”. Og det er ikke altid, du kan få det hele med på én gang.
Jeg har vedhæftet en liste til inspiration.
Giv mig endelig et kald, når du får mailen – så kan jeg lige uddybe, hvad jeg mener.
Held og lykke!
Bedste hilsner
Sensei
Et smil voksede frem på Tines læber mens hun læste mailen. Han har taget titlen til sig, tænkte hun og konkluderede, at det nok også var nemmest, for hun havde allerede vænnet sig til kaldenavnet.
Efter en times tid havde Tine noteret sytten punkter, der alle virkede relevante. Nu manglede hun bare at gennemgå dem med Niels og finde ud af, hvilke ekstra ting, der kunne glæde sælgerne.
Så snart det var gjort, var hun klar til at udvælge de bedste og tage kontakt til dem.
Hvad har du lige læst?
Det er stort set umuligt at finde et ordentligt kursussted uden først at have styr på, hvad man vil vælge efter.
Men hvis du prioriterer efter, hvad der er vigtigst, så kan du lave et rationelt grundlag for at træffe det rigtige valg.
Her handler det om at skelne mellem beslutningskriterier og ønsker til dit møde. Det varierer nemlig fra møde til møde..
I guiden her gennemgår vi det hele – du får også Senseis inspirationsliste, som han lige har sendt til Tine!