Mit møde med brudeparret
Mit første møde med Dana & Hamed var godt en uge efter, at jeg var startet som praktikant hos Maria. Som mødet skred frem, blev jeg mere og mere nysgerrig på, hvem de som mennesker var, og ikke mindst på alle deres idéer til brylluppet.
Jeg gik fra mødet med en boblende fornemmelse i maven, og jeg kunne næsten ikke vente med at komme i gang med forberedelserne og første skridt i realiseringen af min drøm om at blive bryllupsarrangør.
En varm velkomst
Dana & Hamed var allerede blevet gift inden bryllupsfesten i Laden, og for det lykkelige ægtepar var det derfor vigtigt, at dagen skulle være en festdag. En afslappet, uformel og hyggelig stemning var, hvad der skulle møde gæsterne fra dét øjeblik, at deres høje hæle og nypudsede sko satte sine aftryk i Laden.
Til at byde gæsterne velkomne havde vi pyntet op udenfor. Der var gjort brug af gamle æblekasser, lanterner samt blomsterranker og buketter i forårets grønne og lyse nuancer.
Alt dette samt et velkomstskilt fra A Day 2 Remember med teksten ”Welcome to our beginning – Dana <3 Hamed – 21.04.2019” bød gæsterne indenfor.
At brudeparret satte en dyd i at få sine gæster til at føle sig godt tilpas, var ligeledes gengældt blandt gæsterne. En gensidig kærlighed mellem brudepar og gæster kom til udtryk i gæsternes måde at indtage lokalet på. Mange af de kvindelige gæster havde iført sig lange farvestrålende kjoler, og det vakte endnu mere liv til et flot pyntet lokale.
Der var også et par af gæsterne, der ønskede at hylde brudeparret med en helt særlig gestus. De havde placeret et stativ med hashtags til at skrive fremtidsdrømme og/eller gode råd, som skulle bringe brudeparret lykke i deres ægteskab. Gaven var placeret i den rustikke kane, som hører til nede i Laden og den rustikke look. Det gamle vindue var også at finde i kanen, og fungerede som bordplan. Se bare her:
En romantisk borddækning
Inden døre blev gæsterne mødt af en Lade, der var pyntet med forårets blomster, levende lys og smukke detaljer. Bordende var dækket ud fra et romantisk forårslook bestående af en hvid dug, en blonde hessianbordløber, klare lysholdere og lysestager samt en hvid serviet bundet med jutesnor og pyntet med lidt grønt.
I midten var der placeret en blomsterbuket i forårets farver – akkurat som resten af Ladens blomster den dag. Så smukke blomster skal ses, hvilket den enkle borddækning gav plads til.
Brudeparrets personlige touch
Jeg ved ikke med dig, men for mig er det utroligt vigtigt at kunne få lov til at sætte sit helt eget præg på sit bryllup. Det er trods alt dig, der er i fokus og alles øjne vil være rettet mod dig, din partner og ikke mindst de rammer, som du har skabt for dagen. Netop derfor er Sonnerupgaards lokaler efter min mening et ideelt sted at fejre sit bryllup. Her får man nemlig lokalerne i deres rene og rå form, og så er det ellers op til dig at stå for alt, hvad der hedder udsmykning.
Nogle brudepar ser dette som en kæmpe opgave at skulle løfte – og det er det også – men det giver dig samtidig muligheden for at sætte rammerne for det bryllup, som du altid har drømt om. Samtidig giver det dig mulighed for at være med ind over ALLE detaljer – noget, som vi bryllupsfanatikere er helt vilde med!
For Dana & Hamed var det i hvert fald den helt rette løsning, og især med deres kulturelle baggrund, var det en fordel at lokalet kunne skræddersys til deres ønsker.
Dana & Hamed kommer begge fra familier, hvor der er tradition for, at brudeparret sidder ved et bord for sig selv. Dette ønske efterlevede vi naturligvis og hold nu op, hvor blev det bare flot!
Jeg havde aldrig selv hørt om traditionen med, at brudeparret skulle sidde for sig selv, og hvis jeg skal være helt ærlig, syntes jeg også, at det var en smule synd, at de skulle sidde helt alene uden venner og familie omkring sig…
Heldigvis blev jeg positivt overrasket, og selvom jeg stadig holder ved, at jeg skal sidde til bords side om side med min familie og venner, så kan jeg sagtens se det smukke i Dana & Hameds måde at gøre det på.
Tusinde tak til Maria og hendes team for at have taget mig med ind over planlægningen i en bryllupsfest ud over den traditionelle danske. Med nysgerrighed og rummelighed lærer man hele livet igennem, og jeg er så heldig at få lov til at lære i denne praktikperiode.
Jeg håber, at I har fået mere mod på at forfølge jeres egne drømme og at I husker, at alt er muligt og at ingen drømme er for store.
//Stine Dunsø