Denne guide er til dig, som er i tvivl om reglerne til et bryllup.
Der er nogle gamle traditioner, som du helst skal overholde.
Eller skal du?
Læs med her, og bliv klogere på dit tøjvalg.
Mit bedste råd: Spørg bruden, hvis du er i tvivl.
Det er forskelligt fra brud til brud, hvad hun forventer af dig som gæst. Spørg altid, hvis du er usikker på dit valg.
På den måde undgår du en ubehagelig situation med en såret brud, som føler din kjole er lige lidt for hvid.
Og bestemmer bruden virkelig, hvad du skal have på?
Ja.
Lige den dag, så gør hun.
For et bryllup er en helt særlig dag, som har krævet en masse planlægning, et stort budget og meget mere.
Så gem hellere den kjole til en anden lejlighed, hvis den skaber splid.
Hvad gør du, hvis der er en dresscode?
Find først ud af, om der er en dresscode til brylluppet.
De fleste gange er det skrevet i invitationen.
Hvis der står en specifik dresscode i invitationen, så overhold den.
Brudeparret har helt sikkert drømt om den store dag længe, og da de er værterne, så det er vigtigt at respektere deres ønsker.
Og tænk gerne en ekstra gang over valget af venue.
Hvis brylluppet skal holdes på et slot eller gods, så er det måske en lidt finere fest, du skal til. Her er et meget afslappet look med jeans ikke så passende.
Hvis festen derimod foregår i en baggård en sommerdag, så er stemningen mere afslappet. Her behøver du ikke at dukke op i dit stiveste puds.
Et tip til dig, der ikke gider kjolen
Almindelige jeans og shorts er altså ikke passende. Heller ikke til et strandbryllup.
Men en buksedragt, en nederdel eller et cool suit er en god løsning!
Måske kan et par hørbukser gå an til et sommerbryllup. Men det er trods alt en festdag, så hverdagsgarderoben bør helst blive hjemme.
Hvad betyder de forskellige dresscodes?
Galla: Kvinderne skal have lang gallakjole på. Mændene skal komme i kjole og hvidt eller uniform.
Mørkt kostume: Herrerne skal bære et mørkt jakkesæt, og kvinderne skal bære kort eller lang kjole.
Black tie/smoking: Mændene skal være iført smoking. Kvinderne kan både vælge en kort, mellem eller lang kjole.
Havefest: Her er reglerne mere frie. Et klassisk jakkesæt til mænd og en kort kjole til kvinderne er en god idé til en havefest.
Formiddagsbryllup: Et morningsuit – også kendt som jaket – egner sig godt til de tidlige dagstimer. Til et bryllup før kl. 17 skal kvinder helst bære kjoler til knæene.
Eftermiddagsbryllup: Her er kjole og hvidt passende til mændene. Bryllupper efter kl. 17 giver anledning til lange kjoler.
Festligt: Her er der frit valg i den pæne afdeling for både mænd og kvinder.
Ingen dresscode: Her er der også frit valg i den pæne afdeling for begge køn.
Undgå hvid
Den her regel kender du nok godt. Det er nemlig en af de mest kendte.
Det er kun bruden, som må bære hvidt til brylluppet.
Det er oftest bedst også at undgå farver som lys cremefarve, elfenben, champagnefarvet og rosa. Ellers kan du risikere, at din kjole ligner brudens for meget.
Dog vil nogle brude være okay med det.
Til brylluppet på billedet ovenfor bar brudepigerne f.eks. også hvide kjoler.
Som udgangspunkt er hvid dog no-go! Så spørg altid bruden inden, hvis du overvejer det.
Er farver og print et no-go?
Traditionelt set er farverne rød og sort også forbudte.
Sort er sorgens farve, så det er ret dystert at dukke op til en kærlighedsfest klædt i sort.
En gamle skik siger, at rød symboliserer, at man er gommens elskerinde eller, at man ønsker at forføre ham.
Men med tiden er mange blevet mere løse omkring skikke og traditioner. Så tjek det lige af med bruden, hvis du har forelsket dig i en sort eller rød kjole.
Mon ikke hun siger ja?
Tip: Du kan style din sorte kjole med farverige accessories, så det bliver mere festligt.
Til et forår- eller sommerbryllup kan du sagtens give den gas med farverne.
Men til et efterårs- eller vinterbryllup er det bedre at vælge et outfit i mørke nuancer. Her vil farver som brun, blå, mørkegrøn, aubergine og bordeaux være passende.
Og hvad så med et vildt print?
Jeg har læst internettet tyndt for diverse guides.
Rigtig mange mener, at dyreprint og andre vilde kjoler er et total no-go. For det tiltrækker nemlig meget opmærksomhed.
Personligt synes jeg dog, at det kommer an på hvilken type fest, det er.
Hvis festen er overdådig, og der er knald på farver og detaljer, så kan en ekstraordinær kjole med tyl passe godt ind.
Men det skal selvfølgelig være i orden med bruden… (spørg)
Skift kjole fra formel til festlig
I kirken skal du helst undgå bare skuldre og nedringede udskæringer.
Tag eventuelt et sjal med, som du kan smide over skuldrene under vielsen.
I kirken skal kjolen også helst dække knæene.
Men du kan jo også have et lille tøjskift i løbet af dagen.
Hvad med et simpelt look i kirken, som du kan skifte til receptionen?
Hvis du skal overnatte ved festen, så er det let lige at skifte på værelset inden middagen.
Så får du også mulighed for at bære to smukke kjoler.
Win, win!
Hvis du ikke skal overnatte ved festen, bliver det dog lidt mere besværligt.
Så er det trods alt lettere at medbringe et sjal eller lignende, som du kan bære i kirken.
Mændenes muligheder
Der er skam også regler for mændenes look – udover dem jeg skrev ved punktet om dresscode.
Hvis gommen ikke bærer kjole og hvidt – også kendt som black tie – så må gæsterne heller ikke.
Det samme gælder for smoking, da gæsterne ikke må være finere klædt på end gommen.
Smoking må desuden ikke bæres før kl. 17, så hvis du skal til en tidlig vielse, er det udelukket.
Det virker lidt som om, at mændene ikke har så mange valgmuligheder. Og det er da på sin vis også rigtigt.
Men de kan jo godt lege lidt med farverne.
Så hvis brudeparret er okay med, at de mandlige gæster har farverige jakkesæts på, så siger jeg da bare go for it!
Giv børnene pænt og praktisk tøj på
Hvis jeres børn er inviteret med, så bør de også klædes fint på.
Der skal selvfølgelig være plads til, at de kan lege i tøjet og spilde kage på det. Men det vil ikke passe ind til resten af festen, hvis børnene er helt almindelig klædt i jeans og en dinosaur t-shirt.
En god mulighed kan være en sød kjole eller et par bukser i hør matchet med en simpel bluse.
Måske vil et par seler være søde til?
Men det skal selvfølgelig også være noget tøj, som børnene føler sig tilpas i. Det er jo det vigtigste.
Til sidst vil jeg bare sige: Spørg bruden, hvis du er i tvivl. Hellere en gang for meget end for lidt.
Og held og lykke med det hele.
Jeg er sikker på, at du kommer til at se helt fantastisk ud! ❤