Her guider jeg dig til, hvornår du skal gå i gang med at lave bordkort til brylluppet. Jeg har en masse inspiration til, hvordan du kan lave dem. Der er både idéer til dig, som er meget kreativt anlagt og til dig, som elsker det simple look.
Start først, når du ved, hvem der kommer
Det er virkelig ærgerligt, hvis du bruger tid og energi på at lave bordkort til nogen, som slet ikke dukker op. Så når S.U. datoen er passeret, kan du gå i gang.
Ingen grund til stress. Du kan sagtens lave bordkortene lidt ad gangen.
Har du en torsdag aften fri? Så sæt en god film på og hyg dig med at lave bordkort. Det er ikke en opgave der haster. Det her er en opgave, som du kan lave løbende.
Men lad være med at udskyde det til sidste øjeblik.
Bordkortene spiller måske ikke den største rolle til dit bryllup. Men de skaber stadig et flot helhedsindtryk. Hvis du venter til to dage inden brylluppet, så bliver resultatet måske ikke lige så godt.
Hastværk er lastværk, som man siger. Giv dig tid til at kæle om detaljerne.
Sådan laver du de fedeste bordkort
Prøv at tænke over den røde tråd. Dine bordkort kan for eksempel kan matche resten af pynten, invitationen eller måske begge dele.
Jeg er vild med en bordopdækning, hvor det hele passer sammen. Det giver et fuldendt udtryk til bordet.
Dine gæster vil føle, at du virkelig har gjort noget ekstra ud af det. Et fint bordkort kan give dem lyst til at tage det med hjem og gemme.
Så kan de se tilbage på den aften og huske, hvor fint du havde pyntet op.
Først skal du finde ud af, hvilken stil, du ønsker.
Skal det være rustikt? Romantisk? Kreativt? Klassisk?
Du har masser af muligheder. Hvis jeres venue har en bestemt stil, så kan det være en god ide at vælge noget, der passer godt til den.
En gammel rustik lade går ufatteligt godt sammen med brunt papir og blondestof.
I de herskabelige lokaler kan det måske sidde på vinglasset.
Og hvis I holder bryllupsfest i et telt i haven, så er et personligt billede måske vejen frem for jer.
Gennem tiden har vi haft nogle ret kreative brudepar her på godset, som virkelig har tænkt ud af boksen.
Jeg har samlet lidt billeder til dig her.
Et personligt bordkort
Drømmer du om en personlig og hyggelig fest? En fest hvor gæsterne kan mærke hvem der er blevet gift? En fest hvor jeres personlighed skinner igennem?
Så er foto-bordkort måske lige sagen.
Måske et sødt billede af dig og din kommende ægtefælle. Du kan også have billeder af alle gæsterne
Måske et kikset gammelt profilbillede fra Facebook? (eller Arto, hvis du er så gammel 😁).
Du kan også bruge endnu ældre billeder fra dengang, man stadig brugte fotoalbum.
Der er mange steder på nettet, hvor du kan få printet billeder ud. Så søg dig frem, indtil du finder det rette tilbud.
En spirende idé, der giver grønne fingre
Jeg er helt vild med den her idé!
Hver gæst havde fået en lille krukke med lidt karse i. I den krukke stod der så et lille navneskilt.
Det er sådan en sød tanke at give sine gæster en lille gave, de kan tage med hjem.
Så kan den stå der i vindueskarmen. Og hver gang de spiser en æggemad med lidt karse på, så tænker de på jeres fantastiske bryllup.
Er det ikke bare en fin idé? Jeg er i hvert fald solgt!
Sådan gør du:
- Tag ud til et plantecenter
- Køb en masse små krukker
- Find ud af, hvad du gerne vil plante i krukkerne. Karse? En lille blomst?
- Vælg noget, der ikke visner. Spørg gerne de ansatte til råds
Du kan nemt selv lave de små søde træskilte.
Her skal du bruge en masse ispinde. Så det er bare med at få spist en masse is op til den store dag. Du kan jo bede familie og venner om hjælp med denne opgave. Jeg er sikker på, at de gerne vil hjælpe til 😋
Navneskiltet kan du lave af tykt papir. Det finder du i enhver hobbybutik.
Kig i Panduro Hobby, Søstrene Grene eller på hjemmesiden CCHobby. Så mangler du bare en tusch til at skrive. Hvis du gerne vil have et mere professionelt udtryk, så prøv at tjek dit lokalområde.
Er der nogen i din by, som laver tryk på papir eller andre materialer?
Klassikeren: De simple bordkort, der altid holder
Du kan købe færdiglavede bordkort, som du nemt kan folde selv. Her skal du bare skrive navnet på din gæst.
Nemt!
De fås i alverdens farver og designs. Så du kan helt sikkert finde noget i din stil.
Hvis du, som jeg, har en svaghed for pæne skrifttyper, så se her.
Det fanger altid mit blik. En pæn skrifttype kan nemt få det til at se eksklusivt ud, selvom du egentlig bare har skrevet alle navnene ind i et Word-dokument.
Det tænker dine gæster ikke over.
Du kan hente skrifttyper ned gratis fra nettet. Du kan bruge hjemmesiderne www.dafont.com eller www.1001freefonts.com. Her kan du finde en masse flotte skrifttyper, som du helt gratis kan downloade.
De kan både bruges i Word og Photoshop. Det er super nemt og simpelt.
Vil du gerne have det printet på lækkert papir? Så find et trykkeri nær dig og spørg dem til råds.
Brug årstiderne
Her i Danmark har vi jo alle fire årstider. Når det har regnet i tre måneders tid, så hader du det måske lidt. Men det er ikke helt skidt. Du kan nemlig gøre brug af naturen, når du skal giftes.
Så får du et bryllup, som passer perfekt til den årstid, som I har valgt.
- Til vinterbryllupper kan du prøve at skabe et smukt vinterlandskab
- Foråret er oplagt til grene med friske skud på
- Til sommerbrylluppet kan du bruge smukke blomster
- Om efteråret kan du bruge blade og træ
Se hvordan et efterårsbrudepar gjorde her på godset.
Internettet flyder med kreative idéer
Jeg bliver selv inspireret af Instagram og Pinterest. Der er så mange kreative mennesker, som deler deres idéer derinde.
Jeg så et bordkort, hvor de brugte et mini-staffeli som holder. Så stod bordkortet på det.
Super fin idé! Det passer perfekt til et bryllup. Sødt og gennemtænkt.
Du kan finde mini-staffelier i hobbybutikker.
Jeg elsker personligt at læse blogs. Mange bloggere er nemlig kreative – og så har de sans for detaljen. Jeg fandt et blogindlæg hos Sonoma Seven om bordkort. Hun havde nemlig lavet nogle ud af ler.
Det synes jeg i hvert fald var ret sejt.
Hun brugte selvtørrende ler og stempeltryk til at lave de sejeste bordkort. Jeg har hapset det her billede fra hendes blog, så du også kan se det. Du kan finde hele guiden inde på hendes blog.
Hvis du mangler inspiration, så har vi en masse fine billeder på vores Instagram profil. Vi deler billeder fra bryllupperne her på godset – der er nemlig så mange kreative par, som har pyntet så fint op.
Maria er også meget aktiv på sin profil. Her deler hun de fineste detaljebilleder. Så inspirerende! Vi har også en masse gode blogindlæg her på bryllupsbloggen, hvor du kan finde inspiration til alt der har med bryllupper at gøre.
Et lille tip
Kender du til A Day 2 Remember?
De laver de fineste bordkort i træ og akryl. Vores bryllupsplanlægger Maria arbejder ofte sammen med dem. Så jeg kan garantere for, at de er dygtige!
Se lige nogle af de fine ting, som du kan bestille hos dem.
Hvor skal du stille et bordkort?
Et bordkort skal selvfølgelig være på bordet. Det ligger lidt i ordet. Men der er faktisk flere steder, hvor du kan sætte det.
Det kan stå ovenpå glasset, på tallerkenen eller på bordet ved siden af glasset.
Bordkortet kan også hænge på glasset. Det kan du for eksempel sætte fast med en lille klip.
Eller som på billedet her.
Du kan også sætte det rundt om servietten.
Bind det fast med en sød lille snor. Det kan være gammelt brunt garn eller en fin snor – lige hvad du har lyst til at bruge.
Det er en rigtig god løsning, hvis du gerne vil sætte fokus på servietten også.
Genialt, hvis du har valgt lækre hørservietter! Dem skal du selvfølgelig fremhæve bedst muligt. Så her er den idé rigtig fin at bruge.
God fornøjelse!
Nu har du fået styr på dine drømme for bordkortene. Så er det bare med at komme i gang med at være kreativ.
Her på falderebet har jeg samlet lidt ekstra inspiration.
Alle billederne er her fra godset. Vi har haft så mange kreative brudepar. Jeg vil også elske at se jeres bordkort. Send dem gerne min vej. Så kan vi inspirere og støtte hinanden!