Anna holder sin brudekjole
Anna holder sin brudekjole

Sådan valgte jeg min brudekjole

Fire ærlige og vidt forskellige brude fortæller åbent om jagten på deres brudekjoler. De deler deres usikkerheder, budgetter og deres bedste tips med dig, som skal til at finde din drømmekjole.


7. maj 2021

Som bryllupsarrangør har Gitte set utrolig mange smukke brudekjoler.

Gitte elsker, når hun ser bruden i kjolen for første gang. Det er faktisk hendes favorit øjeblik på den store dag!

Så derfor har Gitte og jeg glædet os til at udgive det her blogindlæg. For vi elsker begge brudekjoler – og det ved vi, at I også gør.

Vi har talt med fire brude, som alle er blevet gift i hvide vidundere.

Læs med og lad dig inspirere af de smukke brudekjoler.

Ann brudekjole
Fotograf: Wedding Stories

Fransk brudekjole i boheme stil

Vores første brud er Ann, som blev gift med Mathias i september 2020. Brudeparret blev viet i Hareskov Kirke i Værløse. Bagefter holdt de en smuk bryllupsfest i 1877-Laden, hvor der var tænkt over selv den mindste detalje.

Hvilke tanker havde du gjort dig om kjolen inden?

Jeg ville gerne have en brudekjole i boheme stil. Inden jeg skulle prøve brudekjoler, søgte jeg inspiration på Pinterest, internettet og til bryllupsmessen.

Jeg har aldrig haft en bestemt drøm om, hvordan min brudekjole skulle se ud.

Den skulle bare passe til mig, min figur og min alder. Men eftersom vi skulle giftes i Laden, så passede boheme stilen helt perfekt.

Ann i brudekjole foran træer
Fotograf: Wedding Stories

Hvordan foregik jagten på brudekjolen?

Jeg havde min mor, mine to søstre og min lillebror med. En fyrs mening er altid god!

Vi besøgte Krøyers Brudekjoler og Nicolai. Jeg endte med at prøve mellem 10-15 kjoler, før jeg fandt den rette.

3 gode råd til jagten på brudekjolen.

Hvilken brudekjole endte du med?

Jeg købte min brudekjole 10 måneder inden brylluppet.

Jeg endte med en fransk brudekjole i boheme stil fra Nicolai. Jeg tog dog min brudekjole forbi skrædderen Lise Oxvang, som lavede en del om på kjolen. Min kjole fik f.eks. et særligt kendetegn, da den nederste del kunne hægtes af.

Inden jagten på brudekjolen havde jeg ikke forestillet mig så meget. Jeg synes, at det var super svært.

Min brudekjole endte med at koste 20.300 kr. inklusiv skrædder.

Så jeg endte faktisk med at gå lidt over budget, da der skulle ændres en del ting på kjolen.

Jeg kom i tvivl om kjolen én gang. Men det var kun fordi, at der gik så lang tid fra jeg købte den til den store dag.

Brudebuket
Fotograf: Wedding Stories

Hvordan så dit brudelook ud?

Jeg havde et slør på, som jeg købte sammen med brudekjolen. A Table Story lavede en blomsterkrans til mig, der passede til min brudebuket.

På fødderne bar jeg et par grønne sko fra Copenhagen Shoes. De kostede 1.400 kr. Jeg havde dog også et par hvide gummisko med som ekstra sko.

Om morgenen kom min frisør, og stylede mit hår.

Jeg ordnede selv makeup og negle.

Min mor kom også forbi om morgenen. Her gav hun mig min mormors vielsesring, som jeg bar til brylluppet.

Havde du noget gammelt, nyt, lånt og blåt på?

Jeg havde blå trusser på. Og så havde jeg min mors vielsesring på, som både var noget lånt og gammelt. Efter brylluppet fik jeg så lov til at beholde ringen.

Hvad var dine tanker om kjolen efter brylluppet?

Det bedste ved min kjole var, at jeg ikke skulle gå og trække maven ind. Den sad helt perfekt!

Hvad er dit bedste råd til kommende brude?

Jeg synes, at du skal tænke på, hvordan den sidder. Føler du dig smuk i den? Og fremfor alt om du kan holde ud at have den på en hel dag.

Mit bedste råd til kommende brude er, at de skal prøve så mange kjoler, de orker. Min skrædder var helt fantastisk, så hvis du har svært ved at finde den perfekte brudekjole, kan hun hjælpe med at gøre den perfekt.

Josefine og Thomas vielse bryllup
Fotograf: Wedding Day Films

Silkekjole med aftagelig blondetop

Josefine blev gift med sin Thomas i august 2020. Brudeparret blev viet i den frie natur i vores park ved voldgraven. Receptionen blev også holdt udendørs, mens middagen foregik i 1877-Laden.

Hvilke tanker havde du gjort dig om kjolen inden?

Jeg drømte om en enkel kjole med blonder.

Men det var ikke en drøm, som jeg havde haft i mange år. Det var først, da jeg begyndte at kigge på kjoler, at jeg fik en idé om, hvordan den skulle se ud.

Jeg ledte efter inspiration på Instagram.

Jeg havde ikke tænkt over, om den ville passe til vores venue. Jeg havde kun tænkt på, at den skulle være enkel og fin. Jeg ville ikke have noget stort og overdrevet.

Hvordan foregik jagten på brudekjolen?

Jeg havde de tætteste med mig – nemlig min mor og to veninder.

Jeg besøgte kun Say Qui, som ligger nær Viborg i Jylland. Der prøvede jeg tre forskellige kjoler.

Vi skulle rigtig giftes den 5. juni 2020. Men grundet corona blev vi nødt til at rykke brylluppet til den 9. august. Så jeg endte med at købe kjolen 6 måneder før den store dag.

Josefine i brudekjole
Fotograf: Wedding Day Films

Hvilken brudekjole endte du med?

Jeg endte med en silkekjole, som var en del af Say Qui’s sortiment.

Kjolen var dog et smut forbi en syerske i Roskilde. Her blev ryggen lavet dybere. Og så fik jeg syet en løs blondetop, som jeg kunne have udenpå kjolen og tage af, hvis jeg fik lyst. Min kjole var derfor meget bar med tynde stropper.

Min kjole var lavet i vasket silke.

Det er et fantastisk materiale. Så smukt!

Så jeg endte ikke med en kjole i stil med det, som jeg havde regnet med. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle have en silkekjole. Jeg havde nemlig forestillet mig en almindelig glat kjole med lidt blonder.

Men jeg var helt solgt i silken, og jeg kom aldrig i tvivl!

Jeg havde faktisk ikke rigtig lagt et budget for kjolen inden. Men min kjole kostede 13.000 kr., og så blev det 5.000 kr. for syerske og blondetop.

Hvordan så dit brudelook ud?

Jeg havde et slør med små perler i, som sad i en knold i nakken. Indenunder sløret havde jeg blomster i knolden, så mit hår stadig var fint uden slør.

Mine sko var fra Jimmy Choo, og de kostede 5.000 kr. Jeg havde faktisk også et par ekstra sko med, men jeg fik aldrig brugt dem.

Mit hår blev stylet af min frisør, og min makeup blev lagt af min veninde Mille.

Jeg havde Maison Sabben øreringe på, og min mors perle armbånd.

Havde du noget gammelt, nyt, lånt og blåt på?

Min kjole var selvfølgelig det nye element.

Min mors perle armbånd var både mit lånte og gamle.

Josefine brudekjole
Fotograf: Wedding Day Films

Hvad var dine tanker om kjolen efter brylluppet?

Det bedste ved min kjole var, at den var så åben og sommerlig. Der var nemlig 30 grader på vores bryllupsdag!

Og så elskede jeg, at jeg kunne ændre looket i løbet af dagen ved at tage blondetoppen af og på.

Hvad er dit bedste råd til kommende brude?

Køb kjolen, når fornemmelsen er der. Ikke før 🙂

Brudepar står sammen i naturen
Fotograf: Joanna Egeberg

Blondeærmer og langt skørt

Bruden Maja blev gift med sin mand Malthe i oktober 2020. De sagde ja til hinanden i vores telt med udsigt til voldgraven. Receptionen blev holdt i teltet, mens selve bryllupsfesten foregik i 1877-Laden, som var pyntet i smukke efterårsfarver.

Hvilke tanker havde du gjort dig om kjolen inden?

Jeg ville gerne have en kjole, som sad skide godt på mig. Jeg ville hade, hvis jeg skulle sidde og trække maven ind på vores bryllupsdag.

Jeg drømte om en kjole med hjerteudskæring og uden stropper. Så jeg søgte inspiration på Pinterest og Instagram.

Jeg har på ingen måde haft en drøm om kjolen hele mit liv. Alt andet vedrørende vores bryllup har jeg drømt om i mange år og planlagt flere år forinden.

Men brudekjolen var et problem, da jeg er meget selvkritisk. I mit hoved kunne jeg derfor ikke finde en kjole, som jeg selv synes, at jeg så fantastisk ud i.

Jeg havde ikke gjort mig nogle tanker om, at min kjole skulle matche vores venue. Men på en eller anden magisk (måske underbevidst) vis, gjorde den det alligevel.

Brudens ring
Fotograf: Joanna Egeberg

Hvordan foregik jagten på brudekjolen?

Min mor, svigermor, svigersøster og min brudepige var med mig.

Et år inden brylluppet var vi i Fuhrmanns i Køge. Men vi endte faktisk med at køre hele vejen fra Sydsjælland til Vejle for at besøge Panayotis, hvor jeg fandt min kjole.

Min fantastiske drømmetyder Line fra Panayotis fandt kjolen, som den allerførste. Men jeg prøvede dog 6 mere for at være helt sikker på mit valg.

Louise fra Panayotis har delt sine guldkorn med os. Her er de 3 bedste brudekjoler i 2021.

Hvilken brudekjole endte du med?

Jeg købte min brudekjole 8 måneder inden brylluppet.

Min brudekjole var en a-line kjole med lange, fantastiske blondeærmer. Jeg forelskede mig hovedkluns i ærmerne!

Min kjole var noget helt andet, end hvad jeg havde i tankerne.

Inden brudekjolejagten tænkte jeg, at jeg i hvert fald ikke skulle have en kjole med ærmer eller skørt. Men det var alligevel det, jeg endte med 😉

Jeg betalte 10.000 kr. for kjolen.

Det var faktisk betydeligt lavere end det budget, som jeg havde sat af til kjolen.

Brudepar bliver viet i teltet
Fotograf: Joanna Egeberg

Hvordan så dit brudelook ud?

Jeg havde både slør og blomster i håret.

Min dejlige blomsterdekoratør Diana Rose havde lavet et spænde til håret, så blomsterne på spændet passede til blomsterdekorationerne. Mit 3 meter lange slør var i blonder, så det matchede med kjolen.

Jeg havde mine Christian Louboution nude stiletter på. De kostede 4.500 kr. Men jeg havde også et par ekstra sko med – nemlig mine højtelskede sneakers, som jeg brugte til at danse i.

De var uundværlige!

Min søde svigersøster, som er frisør, ordnede mit hår. Min makeup blev lagt af dygtige Lana Hamad, som er en makeupartist specialiseret i brudelooks.

Jeg fik de smukkeste diamantøreringe af min mand i morgengave, som jeg selvfølgelig skulle bære.

Havde du noget gammelt, nyt, lånt og blåt på?

Min brudekjole var selvfølgelig det nye.

Jeg havde fået syet et stykke af min afdøde barndomsvenindes blå tørklæde ind i min kjole. Det lille stykke blev formet som et hjerte. Det så jeg både som noget gammelt, blåt og lånt.

Hvad var dine tanker om kjolen efter brylluppet?

Jeg var fuldstændig smaskforelsket i min kjole.

Hvad er dit bedste råd til kommende brude?

Prøv en masse forskelligt, så du finder ud af hvad du kan lide.

Du skal nok finde den helt rigtige kjole. Ligegyldigt hvor meget du tvivler på dig selv og tror, at du aldrig vil finde en kjole, så skal det nok lykkedes.

Men vigtigst af alt, så find den rigtige drømmetyder, som forstår dig.

Det var altafgørende for mig.

Anna & Morten bryllup
Fotograf: Joanna Egeberg

Glasperler og dyb ryg

Anna blev gift med sin Morten i april 2019. De blev viet i Jesuskirken i Valby. Bryllupsfesten blev holdt i 1877-Laden, som var pyntet smukt i varme toner.

Hvilke tanker havde du gjort dig om kjolen inden?

Jeg var ret sikker på, at jeg gerne ville have en kjole med lange ærmer i A-form. Så inden brudekjoleprøvningen søgte jeg primært inspiration på Instagram og Pinterest.

Jeg har nok altid haft en drøm om, at min brudekjole skulle være lidt anderledes. Den skulle ikke være så brudeagtig.

Jeg tænkte ikke på, om kjolen ville passe til lokalet. For jeg var egentlig ret sikker på, at den ville passe ind hvor som helst.

Anna i sin brudekjole
Fotograf: Joanna Egeberg

Hvordan foregik jagten på brudekjolen?

Jeg havde min mor og kusine med mig første gang.

Anden gang var jeg alene.

Jeg havde taget min mor med fordi, at vi skulle have den oplevelse sammen. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville gøre det alene. Men det var en fin og smuk oplevelse at have sammen med hende.

Det var egentligt lidt pudsigt, men jeg havde kun én butik i tankerne.

Og det var Celina Christensen.

Hendes stil og de designere, som hun arbejdede med faldt fuldstændig i min smag. Og så vidste jeg, at hun kunne specialdesigne.

Hvilken brudekjole endte du med?

Jeg endte med en specialdesignet brudekjole fra Andrea Hawkes, som er en brudekjoledesigner fra London.

Så jeg skulle prøve små dele for at finde frem til den rette. Den blev tegnet ned på et stykke papir. Jeg endte med at prøve 5-6 dele.

Min kjole var præcis, som jeg havde forestillet mig.

En A-formet kjole med lange ærmer i perler. Den øverste del bestod udelukkende af glasperler, og ryggen gik dybt ned. Jeg var dog lidt i tvivl, om ærmerne skulle sidde tæt eller være løse.

Jeg bestilte min kjole 6 måneder inden vi skulle vies.

Den kostede 21.000 kr. Så jeg holdt mig indenfor rammerne af mit budget.

Jeg kom ikke i tvivl om min kjole i månederne op til. Men senere hen kom jeg til at ønske, at kjolen havde været fyldt med perler fra top til tå.

Annas brudesko og brudetaske
Fotograf: Joanna Egeberg

Hvordan så dit brudelook ud?

Jeg havde et klassisk simpelt slør.

På fødderne bar jeg et par silke sandaler fra Asos. De havde en stor sløjfe og var meget fine. De kostede 300 kr.

Jeg havde ikke et par ekstra sko med. Selvom de gjorde ondt efter blot få timer, da de var spidse, så havde jeg dem på helt til kl. 3 om natten.

Mit hår og makeup blev ordnet af en makeupartist.

Jeg havde de fineste øreringe på fra Maison Sabben, som er et fransk smykkebrand. De var købt hos Celina Christensen. Så havde jeg også en blå guldring fra min mormor på.

Havde du noget gammelt, nyt, lånt og blåt på?

Min mormors blå guldring var mit lånt, gammelt og blåt.

Hvad var dine tanker om kjolen efter brylluppet?

Det bedste ved min kjole var helt klart perlerne på toppen. Det var en unik detalje. Jeg har også tænkt mig at få lavet en flot perletop ud af overdelen.

Hvad er dit bedste råd til kommende brude?

Søg inspiration!

Brug Instagram og Pinterest. Lav et moodboard med alle dine tanker og idéer.

Et andet råd er, at du skal udvælge maks 3 steder, som du vil prøve kjoler hos. Det kan let blive forvirrende, hvis du besøger mange steder.

Nyd processen – det er den fedeste tid!

Det er en magisk tid, hvor du kan være lidt i din egen verden.

Anna med sin brudekjole
Fotograf: Joanna Egeberg

Vi håber, at du blev inspireret til at finde din egen drømmekjole.

Vi fik i hvert fald selv helt lyst til at shoppe efter brudekjoler!

Har du brug for endnu mere inspiration?

Så er vores ultimative brudekjole guide lige noget for dig. 

Til sidst vil vi gerne sige tusind tak til de fire, skønne brude, som havde lyst til at være med. Det har været en fornøjelse at høre jeres historier ♥

Johanne Appel
BLOGGEREN

Johanne Appel - blogger, SoMe nørd og bryllupsentusiast. Jeg samler de bedste råd til dig, som er i gang med at planlægge dit drømmebryllup. Derfor har jeg allieret mig med vores bryllupsekspert Gitte.

Johannes Instagram

Gitte bryllupsarrangør
BRYLLUPSARRANGØREN

Gitte Andersen er Sonnerupgaard Gods' bryllupsarrangør. Hun har mange års erfaringer med at hjælpe brudepar med store og små opgaver. Gitte har også en onlineshop, hvor hun udlejer pynt og træskilte til fester og bryllupper.

Gittes Instagram