Runde borde til bryllup i 1877-Laden på Sonnerupgaard Gods
Runde borde til bryllup i 1877-Laden på Sonnerupgaard Gods

Bryllupsbordplan fra A til Å

Kom godt fra start med planlægning af bordplanen. En god bordplan skaber rammerne for en fantastisk fest. Jeg har samlet mine bedste tips til dig, så du undgår bøvl med hvem, der skal sidde hvor.


8. december 2022

En bordplan og alt, hvad den medfølger kan være det største puslespil forbundet med jeres bryllup. Hvordan skal bordene stå? Hvem skal sidde hvor? Og hvem skal sidde ved jeres bord?

Det kan være en kunst at få det hele til at gå op.

Få alle mine bedste råd lige her, inden I skal i gang.

Brudepar sidder sammen under middagen i 1877-Laden på Sonnerupgaard Gods
Fotograf: Capturing Moments

Hvor skal I som brudepar sidde?

Måske har I stillet hinanden det her spørgsmål mange gange. I er ikke de eneste, der synes, det er svært at beslutte, hvor I som par skal sidde.

Mange par har svært ved at placere sig selv.

Nogle er i tvivl, fordi de føler, at der er en forventning om, hvem der skal sidde sammen med dem. Jeg møder mange par, der siger, at deres forældre forventer at sidde med dem ved hovedbordet, men de har egentlig mest lyst til at sidde med deres venner.

Hvad er så det rigtige at gøre?

Jeg siger altid til mine brudepar: I skal sidde med de gæster, som I har lyst til at sidde sammen med og ikke med dem, som andre forventer. Det er jeres fest, og I bestemmer.

Det rigtige at gøre er altid lige præcis det, som føles rigtigt for jer!

Når det så er sagt, er der nogle ting, der er gode at overveje i forhold til placering.

  • Placer jer altid så I kan se alle gæster og alle gæster kan se jer.
  • Tænk over modlys fra vinduer. Der bliver taget mange billeder af jer, som helst ikke skal spoleres af modlys.

Til mit eget bryllup valgte Steen og jeg at sidde til bords med min søster, hendes mand, vores toastmaster og hans kone, som er en af mine tætte veninder.

Alle andre veninder og venner blev placeret ved det samme bord sammen med deres påhæng. Og så havde vi et ”gammelmandsbord”, hvor vores forældre, onkler og tanter sad.

Det fungerede rigtig fint. De havde en fest og fik talt om gamle dage.

Skal I invitere børn med?

Få svar på dilemmaet her.

Bordopsætning runde borde

Bordplanen ifølge Emma Gad

Er I mere traditionsbundne? Så kan I følge de anbefalinger, som Emma Gad kom med. Hun var ekspert i takt og tone. Mange brudepar følger stadig hendes råd i dag.

  • Brudeparret sidder ved siden af hinanden.
  • På brudens højre side sidder hendes far med gommens mor til bords.
  • Gommen har bruden til bords og brudens mor på sin venstre side.
  • Brudens mor har gommens far til bords.

Bordopsætning langbord

Hvis en forælder til bruden eller gommen ikke er til stede ved bryllupsfesten, vil deres plads gå til nærmeste familiemedlem.

Ifølge Emma Gad skal søskende til brudeparret blandes med resten af selskabet. Og ægtepar må ikke sidde sammen, mens forlovede par SKAL sidde sammen.

Her er alt, du skal vide om bryllupstraditioner.

Brud taler med sine gæster til bryllup i 1877-Laden på Sonnerupgaard Gods
Fotograf: Lærke Katrine Photography

Hvordan når I at tale med alle gæsterne?

Endnu en udfordring for mange af mine brudepar.

I sidder mange timer til middagen, og den fylder over halvdelen af festen. Så der er ofte en tendens til, at I snakker mest med dem, som I sidder med. Så hvordan sikrer I, at I når at tale med alle jeres gæster?

Der er mange måder at løse det på, og jeg har gennem tiden set forskellige bud. Dem vil jeg fortælle om her:

I kan have to “flyver pladser” ved jeres bord

Jeg lærte ordet flyver plads af et brudepar. Det er to tomme pladser ved jeres bord, som jeres gæster kan skiftes til at komme op og sidde på i løbet af middagen.

Jeres toastmaster kan styre, hvem der skal sidde der hvornår.

Gæsterne kan aflevere deres bordkort til toastmaster, hvis de vil op og hilse på. Det er en god måde for jer at nå at få talt med så mange gæster som muligt under middagen.

Ny ret, ny plads

I kan også vælge at rokere plads efter hver ret – f.eks. til et nyt bord hver gang.

Husk: Vær opmærksom på den praktik, der er forbundet med den her løsning. I skal flytte alt jeres service med hver gang. Og der skal være plads til to ekstra ved hvert bord.

Personligt er jeg ikke den store fortaler af den metode. Det lyder som en rigtig god ide på papiret, men i praksis er min erfaring, at det skaber en masse unødvendigt kaos og bøvl.

Et af mine bedste råd er, at I skal huske, at festen ikke slutter, når middagen gør. Der er stadig masser af tid til at tale med jeres gæster efter middagen.

Sørg for at komme rundt og skål med jeres gæster. I kan også prioritere en svingom med så mange som muligt.

Runde borde til bryllup i Hestestalden på Sonnerupgaard Gods
Fotograf: Jonas Schmidt

Hvad gør I med bordplanen?

Jeg får mange spørgsmål til bordplanen. Nogle af dem går altid igen: Runde eller aflange borde? Hvor mange gæster pr. bord? Skal vi lave en bordplan-guide til gæsterne?

Her er mine svar.

Hvorfor skal du vælge runde borde?

De fleste af mine brudepar vælger at sidde ved runde borde.

De føler, at de bedre kan tale med flere hen over bordet. I kan snakke på kryds og tværs med hinanden. Og det er nemmere at holde øjenkontakt end ved de aflange borde.

Overvej hvor mange I sidder pr. bord.

Jeg anbefaler altid, at der kun sidder 8 personer ved et 10-personersborde (ø180). Jeres gæster skal sidde ned i mange timer, så det er ikke sjovt at sidde alt for tæt.

Tænk over pladsen om hver gæst. Alle skal kunne trække stolene ud på samme tid. Tjenerne skal kunne gå bagom og imellem hver gæst.

Aflange borde til bryllup i 1877-Laden på Sonnerupgaard Gods
Fotograf: Jonas Schmidt

Hvorfor skal du vælge aflange borde?

Aflange borde giver en mere uformel stemning. Lidt ligesom en middag til en god havefest.

Personligt synes jeg, at gæsterne kommer for langt væk fra hinanden. Et alternativ er, at I kan bruge langborde i mindre grupperinger, så det giver samme effekt som med runde borde.

Uanset hvilken bordtype I vælger, vil jeg komme med et godt råd.

Sæt altid gæster sammen med dem, de kender. Det er ikke til et bryllup, at I skal ryste posen. Ved at sætte gæster sammen, der kender hinanden, er I også sikre på, at alle jeres gæster får en god aften.

Skal jeres gæster lære nye mennesker at kende? Så kan de altid snuppe en drink i baren efter middagen.

Rustik bordplan til ladebryllup på Sonnerupgaard Gods
Fotograf: Unni Foto

Lav en bordplan til jeres gæster

Jeg anbefaler altid, at I laver en bordplan til gæsterne.

I bruger jo lang tid på at få det hele til at gå op. Så I kan lige så godt sætte det op på en flot måde, der både pynter og giver overblik.

Der er mange forskellige måder at gå til det på. I bund og grund er det en oversigt, så jeres gæster kan se, hvilket bord de skal sidde ved.

Det er specielt en hjælp til bryllupper med mange gæster. Det giver ro, når gæsterne skal til bords og ved præcis, hvor de skal sidde.

I kan skrive bordplanen på et gammelt vindue eller på et stort spejl. Begge idéer er meget populære. De passer nemlig rigtig godt ind i stilen på Sonnerupgaard. Du kan leje det hos mig.

Er I til et mindre råt look? Så kan I bestille et printet skilt og hænge det på et stativ.

Bordplan med polaroid billeder til bryllup på Sonnerupgaard Gods
Fotograf: Frederikke Reese

Tips og tricks til at løse puslespillet

Det kan være enormt tidskrævende at få bordplanen til at gå op. Så tænk strategisk, når puslespillet skal gå op 😉

Tip: Klip cirkler eller firkanter ud, så det passer til antallet af borde. Brug de smalle post-its og skriv alle gæsternes navne på. Nu kan du flytte rundt på dem, indtil bordplanen går op.

Du kan også bruge tøjklemmer og skrive navne på dem. Det fungerer virkelig godt. Du får nemt et overblik og kan lave ændringer igen og igen, indtil bordplanen er perfekt.

Vil du læse endnu mere om bordplaner?

Her er vores ultimative guide med alt, du skal vide om bordplaner.

Jeg håber, du blev klogere på bordplanen.

Husk at følge jeres mavefornemmelse. Det vigtigste er, at I får en mindeværdig bryllupsfest med dem, I holder af ♥