Hvid brudekjole med snørre på ryggen
Hvid brudekjole med snørre på ryggen

Find din brudekjole: Alt, du skal vide ét sted

Der er mange ting, som du skal have i tankerne, når du skal finde din brudekjole. Hvornår skal du gå i gang? Hvor skal du købe den? Hvad er dit budget? Hvilken stil vil du gerne have? Alt det og meget mere kan du finde svar på her.


20. oktober 2023

Drømmer du om at finde den perfekte brudekjole? Men virker det lidt uoverskueligt? Så er du kommet til det rette sted.

Jeg deler ud af mine bedste råd til, hvornår du skal gå i gang, hvem du skal tage med til din brudekjoleprøvning, og selvfølgelig hvor du finder den – uanset dit budget. Jeg guider dig også til, hvordan du kan opbevare den før og efter brylluppet. Her er alt, du skal vide.

God fornøjelse! 

Hvornår skal du gå i gang? 

Det er en helt særlig tid, når du skal finde din drømmekjole. Den kjole som du sikkert har drømt om siden du var syv år gammel. Jeg har i hvert fald drømt om den perfekte kjole siden jeg var helt lille. Men hvornår er egentlig det bedste tidspunkt at gå i gang? 

Jeg har søgt rundt på nettet, for at finde det rigtige svar. Der er faktisk lidt delte meninger om det. Nogle skriver 9-12 måneder før – og gerne før det. Andre skriver 5-6 måneder før. Hvis den er specialdesignet, kan det tage op til 8 måneder at have den klar. 

Så hvornår er det egentlig bedst at begynde?

Jo før – jo bedre. Jeg kan ikke vente til, at det en dag bliver min tur. Så jeg ved, at jeg vil gå i gang hurtigst muligt. Så er der også tid til, at det hele kan gå galt. Og til at jeg kan nå at få fikset det igen, hvis nu uheldet er ude. 

Men det er dog en god idé, at du har styr på venue og stil først. En stor kjole med tylskørt passer måske ikke så godt til et havebryllup. Og en bohemian kjole matcher måske ikke en herregård så godt. Den røde tråd er god at huske. Men det er selvfølgelig helt op til dig. 

Tag dig god tid

Det vigtigste er, at du tager dig god tid. Du skal have en god oplevelse ud af det. Du skal få et minde, som du kan se tilbage på med et smil. Nogle brude skal kun prøve et par kjoler, før de finder den rette. Andre skal rundt i forskellige butikker og prøve 8 kjoler.

Det kan godt være, at du har en idé i hovedet om, hvordan kjolen skal se ud. Men måske ser den helt rigtige anderledes ud i virkeligheden. Så sæt god tid af til det. 

Brudekjole med blonder
Fotograf: Unni Foto

Start med at søge inspiration

Nu er det tid til at finde magasinerne frem. Alliér dig med dine gode veninder, og bladr alle magasiner igennem. Sæt kryds ved de brudekjoler, du godt kan lide.

Der er desværre ikke så mange danske bryllupsmagasiner, så lav også en mappe på Pinterest og Instagram. Her kan du gemme alle de vidunderlige brudekjoler, du er blevet vild med. Det kan hjælpe dig, hvis du er lidt på bar bund. Eller hvis du bare gerne vil se mulighederne an. 

Du kan også sætte en masse bryllupsfilm på. Så har du en god undskyldning for at holde filmaften. Du kan for eksempel se ‘27 Bryllupper’. I den film er der en masse brudekjoler! Nogle mere kønne end andre. Men så finder du i hvert fald ud af, hvad du kan lide. Og hvad du gerne vil undgå. 

Det vil også være en hjælp til ekspedienten, hvis du har gjort dig nogle tanker. Så ved hun nemlig, hvad du ønsker. På den måde kan hun forberede sig bedst muligt. Det er altid godt at have et udgangspunkt. Men du skal stadig huske at være åben. Måske vil en helt anden model klæde dig bedre.

Hvem skal du tage med?

Det er en stor dag, når du skal prøve din første brudekjole til brylluppet. Så du skal selvfølgelig dele den med dine favoritpersoner.

De fleste vil gerne have deres mor med. Det er et stort øjeblik for en mor, når hendes datter skal giftes. Så hun vil helt sikkert også gerne med. Nogle inviterer også svigermor med. Hvis din svigermor kun har sønner, så vil hun nok sætte pris på at få den oplevelse med dig.

Inviter et par af dine gode veninder med. Hvis du har valgt brudepiger, så tag dem med! Men du skal passe på, at der ikke kommer for mange med. Alt for mange meninger kan nogle gange forvirre mere, end de gavner. 

Det vigtigste er, at du har nogle mennesker med, som gør dig glad. Du skal ikke invitere nogen med, som gør stemningen anspændt. Men dem, du inviterer, skal også være ærlige over for dig.

Hvis kjolen ikke klæder dig, så skal de sige det. På en pæn måde selvfølgelig. 

De fleste brudekjolebutikker anbefaler, at du har 1-2 personer med. Alt for mange holdninger er ikke altid en god idé. Men du skal selvfølgelig gøre det, som føles rigtigt for dig. Er du sikker på, at du gerne vil besøge flere butikker? Så del dine venner lidt op. 

Du kan også besøge butikken alene. Det kan godt være ret overvældende med mennesker omkring dig.

Måske vil du hellere nyde dit eget selskab og bare være i øjeblikket?

Så kan du altid invitere dem med derind på dit næste besøg. Eller du kan overraske alle ved vielsen.

brudekjoler og brudepiger
Fotograf: Steffen Haldrup

Hvor mange penge vil du bruge? 

Det er meget forskelligt, hvor meget en brudekjole koster. Nogle kjoler koster cirka 1000 kroner, mens andre kan koste 30.000 kr. Der findes selvfølgelig også kjoler, som koster meget mere.

Hertuginden Kate Middleton bar en kjole til sit bryllup, som kostede omkring 2,7 millioner kroner. Det er altså ret vildt! Men der findes heldigvis mange smukke kjoler, som er meget billigere. 

Brudekjole på budget

Har du ikke lyst til at bruge en formue på en brudekjole? Det kan jeg godt forstå. Du bruger den jo nok kun én gang. Hvis du har det sådan, så er der heldigvis flere muligheder.

Butikker som H&M, Asos, Self-Portrait, Net-a-Porter og Bubbleroom sælger for eksempel skønne brudekjoler. Her kan du finde kjoler, som koster omkring 600 kroner.

Du kan også prøve at finde din drømmekjole på et udsalg. Her er der rigtig mange penge at spare!

Vidste du, at vores bryllupsplanlægger Maria købte sin smukke kjole til et brudekjoleudsalg?

Vil du gerne købe din drømmekjole på udsalg og spare lidt ekstra? Så kan du få brug for Marias gode råd. 

Vintage brudekjoler

Du kan også vælge at købe en brugt brudekjole til dit bryllup. Der findes talrige betagende brudekjoler, som intet fejler. De har kun været brugt én gang og nu trænger de til en ny ejer. Så kan du også være heldig at finde en kjole, som ikke længere sælges på markedet.

Du får en unik kjole, som alle andre ikke har. 

Hvis du køber en brugt kjole, så kan du også spare lidt penge. Hvis du passer godt på den, så kan du også sælge den igen. Og hvis du kommer til at spilde på den, så gør det ikke så meget. For den har jo ikke været vildt dyr. 

Du kan købe vintage-brudekjoler flere steder. Der er selvfølgelig gode gamle DBA. Men der er også butikker som FN92 og VintageGirl i København. I Aarhus findes butikken Vintage Divine. Der findes sikkert også andre butikker, så udforsk dit lokalområde.

Boheme vintage brudekjole og brudebuket
Fotograf: Carolina Segre

Gå all in

Drømmer du derimod om at gå all in? Så forstår jeg dig også godt. Jeg regner selv med at finde en mellemvej. Den må gerne være lidt dyr. Men det må ikke gøre ondt i pengepungen.

Hvis du gerne vil have en dyr kjole, så læs med her. 

Du har jo drømt om din guddommelige brudekjole i flere år. Så du fortjener at forkæle dig selv med en smuk, dyr kjole. En kjole som de andre kvinder sukker efter. Du skal ikke få dårlig samvittighed, hvis du bruger en del penge på den kjole.

Du har fortjent at gå all in på din bryllupsdag. 

Der findes en masse butikker, som sælger de mest vidunderlige brudekjoler. Så start med at undersøge dit lokalområde. Hvis der ikke rigtig er noget der, så lav en tur ud af det. Tag til København eller en tur til Aarhus.

Du kan også tage til en storby som London. Der kan du finde nogle kjoler, som slet ikke bliver solgt i Danmark. Så kan du skille dig lidt ud fra alle de andre brude. 

Marias praktikant Stine har taget en snak med nogle af brudeparrene her på godset. Flere af dem anbefaler de samme butikker. Her er det nemlig mest LILLY, Copenhagen Bridal og Wedding Deluxe, som går igen. Hos Wedding Deluxe kan du faktisk nøjes med at leje din drømmekjole. Lejepriserne er cirka halvdelen af købsprisen. På den måde kan du iføre dig en eksklusiv kjole uden at bryde budgettet.

Vil du gerne besøge en af de gode brudekjoleforretninger? Så kan du få rigtig meget ud af Stines indlæg. 

Design din egen brudekjole 

Du kan selvfølgelig også designe din egen kjole. Det er en stor drøm for mange kvinder. Når du designer din egen brudekjole, så kan du få lige præcis, hvad du går og drømmer om.

Men det er et stort arbejde. 

Når du skal designe din egen kjole, så er alle muligheder jo åbne. Så du kan få svært ved at beslutte dig. Det er derfor en god idé at besøge en brudekjolebutik. På den måde finder du ud af, hvilke snit, der klæder dig. Og du får en masse inspiration. Både til stilen og snittet. Men også til de små detaljer som perler, ærmer og blonder. 

Spørg dine familie og venner til råds. Måske kender de en god skrædder? Det er vigtigt, at du finder en skrædder, som lytter til dig. Og at skrædderen bor nær dig. Du kommer nemlig til at komme forbi flere gange, hvis kjolen skal blive helt perfekt. 

Hvis du gerne vil designe din egen kjole, så gå i gang i god tid! Det kan tage rigtig lang tid. Du kan først prøve kjolen, når den er helt færdig. Og det tager tid at skræddersy en kjole.

Til gengæld får du en unik kjole, som ingen andre ejer. Og så passer den perfekt til dig og din stil!

Brudekjole med blonder
Foto: Henriette Frausing

Form, farve og facon

Alle kroppe er unikke. Og det er jeg virkelig glad for! Det ville blive lidt for kedeligt, hvis vi alle lignede hinanden. Jeg synes derfor, at vi skal hylde de forskellige kropsformer. Og så skal vi blive bedre til at sætte pris på vores krop. For den er fantastisk! Den sørger for, at vi kan trække vejret, bevæge os rundt og giver os mulighed for at opleve verden. 

Jeg er derfor ikke fan af alle de tests, hvor du kan finde din kropsform.

Jeg er lidt træt af at høre om timeglasfigur og pæreform. Ifølge normerne er der nogle faconer, som klæder dig bedre end andre. Og det er måske også rigtigt. Men jeg synes, det er vigtigere, at du har din drømmekjole på – ligegyldigt hvordan din krop ser ud.

Det er dit bryllup. Du skal have lov til at tage den mest vidunderlige kjole på – uanset hvad normerne siger. På din bryllupsdag skal du være glad og føle dig godt tilpas. Du skal føle, at du ligner en million. Og det kommer du til at føle, hvis du tager lige din drømmekjole på!

Så glem alt om normer og find din perfekte kjole. 

Jeg har fået lavet en lille tegning, som viser de mest populære kjolesnit. Der findes meget simple kjoler og overdådige prinsessekjoler. Så kan du fortælle ekspedienten i brudekjolebutikken om dine idéer, så hun kan forberede sig til dit besøg. 

Tag et kig på den, og find din favorit. 

6 forskellige slags brudekjoler

Nu skal du finde ud af, hvilken stil, du ønsker. 

Et godt tip: Vælg en stil som passer til resten af festen. Du kan vælge en bohemian kjole, en simpel og klassisk kjole, en rigtig prinsessekjole eller noget helt anderledes. Brug Pinterest, magasiner og Instagram til inspiration.

Drømmer du om en bohemian kjole? Så vil Marias gode råd være en stor hjælp for dig. 

Få det bohemian bryllup du drømmer om

Forårsbrudebuket og vintage brudekjole
Fotograf: Carolina Segre

Et anderledes bryllupsoutfit

Vil du gerne skille dig lidt ud? Hvorfor så ikke vælge en kjole i farver? Det ser man ikke så tit, men det betyder ikke, at du ikke kan gøre det. Du kan vælge en kjole i sart rosa, hvis du ikke vil være alt for vild. Men du kan også være mere modig. Valget er dit.

Du kan også nøjes med en farverig accessories, hvis en farverig kjole bliver lidt for vild til dig.  

Du kan også vælge at have et kjoleskift. Hvis du har fundet to fantastiske kjoler, så kan du jo bare skifte i løbet af dagen. Du kan for eksempel skifte mellem receptionen og middagen. Så kan du have en klassisk kjole på i kirken og en mere festlig om aftenen. 

Hvis du ikke vil bære en kjole – så bare rolig. Der er også muligheder for dig, som ønsker et anderledes look. Du kan for eksempel bære et fint jakkesæt eller jumpsuit.

Jeg ved at LILLY sælger et jumpsuit med matchende jakke. Men ellers er det bare med at søge rundt omkring. Så kan du helt sikkert finde noget, som passer til din stil. 

Jeg har lige en lille historie, som jeg gerne vil dele med dig. 

Mine forældre blev i al hemmelighed gift på rådhuset. De fejrede det med en tur i Tivoli. Bare de to og deres kærlighed. Her havde min mor blot købt en sommerkjole i H&M. Den hænger stadig i skabet, og hun har brugt den meget siden.

Det er meget fin idé, hvis du ikke gider alt det der bryllupsræs. Måske er det noget for dig?

Kort brudekjole til dans
Fotograf: Memorable

Gode råd til brudekjoleprøvningen 

Nu er det tid til at du skal prøve kjoler. Wuhu! Jeg har surfet nettet tyndt, for at finde de bedste tips til dig. Der er nemlig flere ting, som er gode at have i tankerne.

Lad mig gennemgå det hele med dig skridt for skridt.

Gå ikke for sent i gang 

Jeg har allerede skrevet lidt om det her. Men det er bedst at gå i gang tidligt. Du må endelig ikke blive stresset. Det skal være sjovt, når du skal finde den perfekte brudekjole. De fleste brude skal have justeret små ting ved kjolen, og det kan godt tage lang tid. Start derfor mellem 12-6 måneder før.

Kend dit budget 

Det bliver sjovere for dig, hvis du kender dit budget. Du skal helst undgå at falde for en Vera Wang kjole, som du ikke har råd til. Det bliver også nemmere for ekspedienten i butikken, hvis du kender dit budget.

Nogle medarbejdere bliver lønnet efter salget, så de vil måske presse lidt på. Så sørg for at stå ved dit budget!

Gør dit forarbejde

Undersøg priserne, inden du booker en tid. Der er ingen grund til at spilde din og andres tid. Du får en dårlig følelse i maven, hvis du prøver alt for dyre kjoler. Find i stedet en butik, som passer til dig og dit budget. 

Lav en aftale 

Ring ned til butikken, og book en tid. Mange butikker har travlt, så de har ikke tid til drop-ins. Aftal derfor en tid i god tid. Så har ekspedienten tid til, at sætte sig ind i dine ønsker. Du skal selvfølgelig have den bedst mulige service, så giv ekspedienten mulighed for at give dig det.

Book gerne en tid om morgenen. Der har de ofte mindre travlt end om eftermiddagen.

Brudepige hjælper brud i brudekjolen
Fotograf: Linn Nesse

Book ikke for mange besøg på en dag

Du skal højest booke to besøg på en dag. Ellers får du alt for mange indtryk. Hvis der er to butikker i samme område, så slå dem sammen. Men ellers skal du hellere sætte flere dage af til det. Så spreder du også spændingen mere ud. 

Stå ved din størrelse

Du skal spørge dig selv, om du kommer til at ændre størrelse. Hvis du gerne vil tabe dig inden brylluppet, så spørg dig selv hvad der er realistisk. Det gør det kun lettere for dig selv i det lange løb.

Hvis du er gravid, så skal du selvfølgelig tage højde for det. 

Prøv kjolen i butikken 

Lad vær med at købe en kjole uden at prøve den først. Det er virkelig risikabelt, hvis du køber en dyr kjole online. Derudover går du og dine kære glip af en særlig dag. Når du prøver kjoler i en butik, så kredser de om dig.

De serverer ofte champagne og lidt snacks. Det er også en del af bryllupsplanlægningen.

Til gengæld kan du prøve den i butikken og så lede efter den online bagefter. Ofte kan de findes billigere på nettet. Men så skal du måske have den rettet til hos en skrædder. Det koster selvfølgelig også lidt.

Så det er også værd at have med i tankerne. 

Vælg dine hjælpere med omhu

Jeg har allerede nævnt det her. Men det er vigtigt, at du har søde mennesker med dig. Inviter dem med, som du har kær. Men det er også ret vigtigt, at de tør være ærlige. På en kærlig måde selvfølgelig.

Og lad være med at tage flere end nødvendigt med. Alt for mange meninger gør dig bare mere forvirret. 

Brudepige hjælper brud i brudekjole med blonder
Fotograf: Steffen Haldrup

Tag accessories med

Har du allerede købt skoene? Så tag dem endelig med. Du kan få et bedre indtryk af kjolen, hvis du kan forestille dig det hele. Hvis du ikke har fundet skoene endnu, så tag nogle med som minder om i højden.

Nogle butikker har sko, du kan låne.

Mangler du inspiration til dine accessories? Så har Maria samlet sine bedste tips til dig. 

Føl dig godt tilpas

Sørg for at have en bh og trusser på i en farve, der matcher din hud. Det ødelægger lidt det hele, hvis din lyserøde bh er synlig igennem kjolen. Husk også at barberer ben og armhuler inden da. Medmindre det ikke er noget for dig selvfølgelig.

Det er bare vigtigt, at du er komfortabel. Hvis du ikke føler dig sexet og smuk, så bliver du usikker på dig selv. Og så overser du måske den rette kjole. 

Kom lidt ud af din tryghedszone

Det er rigtig godt, hvis du har lavet dit forarbejde og har en god idé oppe i dit hoved. Men sørg for at være åben for andre muligheder.

Nogle gange er det faktisk en helt anden slags kjole, som klæder dig bedst. 

Døm ikke kjolen på forhånd

Lad vær med at sige nej til en kjole, som du ikke har prøvet endnu. Måske ser den ikke ud af noget særligt, når den hænger der på bøjlen. Men når du får den på, så ligner du måske en million.

Du skal ikke dømme en bog på omslaget – det er det samme med kjoler.

Vintage brudekjole hænger fra et træ i solen
Fotograf: Carolina Segre

Lyt til ekspedienten 

De ansatte i butikken har forstand på brudekjoler. Hvis de har nogle gode råd, så prøv at lyt til dem. I sidste ende er det dig som bestemmer. Men husk at være åben!

Lad vær med at kigge på størrelser

Det er en god idé at give ekspedienten din størrelse på forhånd. Så kan de bedre forberede sig. Men det skader ikke at prøve en kjole, som er lidt for stor. De fleste kjoler skal rettes til alligevel. Så prøv gerne en anden størrelse. Så skal ekspedienten nok sørge for, at den kommer til at passe perfekt. 

Prøv ikke for mange kjoler

Det er meget forskelligt hvor mange kjoler en brud prøver. Nogle prøver kun et par stykker. Andre prøver en hel håndfuld. Flere ekspedienter anbefaler dog, at du ikke prøver mere end 10. Det gør det kun sværere for dig at vælge. Og du kommer til at glemme detaljerne ved den enkelte. 

Hold styr på kjolerne 

Det er en god idé at tage lidt billeder imens. Du får så mange indtryk, at det kan være svært at huske forskellene. Hvis du tager billeder, så kan du også se på dem derhjemme.

Nogle gange kan kjolen også se helt anderledes ud på et billede, end den gør i spejlet. Og det er jo ret vigtigt, at din kjole både er guddommelig i virkeligheden og på billeder. 

Boheme vintage brudekjole fra 1930
Foto: Carolina Segre

Køb ikke under pres

Du må endelig ikke handle under pres. Heller ikke hvis de siger, at det den sidste tilbage. Det er så synd, hvis du fortryder få dage senere. Hvis den bliver solgt for næsen af dig, så var det ikke den rette. Du skal ikke gå i panik, hvis du ikke finder den med det samme. Den skal nok komme til dig.

Nogle butikker giver rabat, hvis du køber samme dag. Men ofte er det ikke det værd.

Det er bare en kjole

Det virker måske lidt sjovt, at jeg skriver det i det her indlæg. Et indlæg, som handler om at finde den perfekte kjole. Men jeg skriver det, fordi det er godt at huske. Det er kun en kjole. Lad dig ikke slå ud.

Husk at der også kommer til at være smukke sko, blomster, slør og meget andet. Helhedsindtrykket kommer til at gøre underværker. 

That’s the one!

Du må ikke blive hylet ud af den, hvis du ikke har et film-øjeblik. Der er mange brude, som ikke oplever det der særlige øjeblik. Det der øjeblik, hvor alle bare siger ‘that’s the one!’. Det er mest bare noget, som sker på film.

Du behøver ikke at græde for at vide, om det er den rette. Selvom du ikke græder, så er det stadig et særligt øjeblik. 

Gå med din mavefornemmelse

Lyt til din mavefornemmelse. Det kan godt være, at din mor ikke kan lide kjolen. Men hvis du elsker den – så tag den! Det er jo din store dag. Det er dig, som skal have den på.

Er du i tvivl mellem to kjoler? Så gå hjem og sov på det. 

Stil dig selv de her spørgsmål 

Føler jeg mig smuk, afslappet og selvsikker? Kan jeg danse i den her kjole? Kan jeg sidde i den?

Hvis du ikke svarede ja til alle tre spørgsmål, så skal du nok lede videre. 

Brudekjole med blonder på ryggen
Fotograf: Memorable

Undgå at krumme tæer

Prøv at find en kjole, som er forholdsvis klassisk. Det er virkelig synd, hvis du sidder om fem år og tænker ‘nej, nej, nej’.

Det er nogle trends, som kun hitter et kort øjeblik – prøv at gå uden om dem. Det er en skam, hvis du slet ikke kan nyde billederne om nogle år.  

Prøv den vanvittige kjole

Når du har fundet din kjole, så prøv den der kjole. Den, som hænger så pænt i vinduet. Den, som er langt over din prisklasse. Få det ud af dit system. Så har du prøvet at stå i en vildt dyr og betagende kjole. Du har haft dit moment.

Du får jo ikke sådan en chance igen – så grib den!

Nyd det!

Husk at nyd hvert et øjeblik. Tiden går så hurtigt. Før du ved af det, så står du ved alteret. Så husk at nyde det øjeblik, hvor du står foran spejlet i din skønne kjole.

Få gerne en af dine veninder til at forevige det med billeder i løbet af dagen. Så har du også noget at se tilbage på. 

Besøg hos skrædderen

Tag forbi en skrædder inden brylluppet. Her kan du rettet det sidste til. Kjolen skal jo helst sidde perfekt på dig. Der findes skræddere, som specialiserer sig i brudekjoler. De har ofte lang ventetid. Så book en tid i god tid. 

Pas godt på kjolen

Når du har fået kjolen med hjem, så skal du passe godt på den. Men hvordan gør du bedst?

Du kan opbevare den i en kasse eller stofpose. Du må ikke hænge den et sted, hvor der kan komme vandskade. For eksempel i en kælder. Hvis din kjole er meget tung, så må den helst ikke hænge på bøjle. Det kan nemlig løsne syningerne.

Hvis du har købt den få måneder inden, så kan den godt tåle at hænge i en stofpose. 

Brud står i lang brudekjole foran et piletræ
Foto: Carolina Segre

Efter brylluppet 

Sådan opbevarer du din brudekjole 

Jeg har læst en god guide på BrideFashion’s hjemmeside. Her guider de nemlig til, hvordan du kan opbevare din kjole. Jeg vil gerne dele de gode tips med dig. Så her er de!

Din brudekjole er nok en af de dyreste kjoler, du kommer til eje. Og en af de mest fantastiske. Så jeg kan godt forstå, hvis du gerne vil passe godt på den. Tjek kjolen for pletter. Hvis der er kommet pletter på, så kan du godt fjerne dem. Men gør det hurtigt. Ellers kan pletten få farve, og så bliver det kun sværere at fjerne den. 

Du skal helst undgå at opbevare den i en plastikpose. Plastik indfanger nemlig fugt, som så kan lave plamager på kjolen. Det bedste er derfor at opbevare den i syrefri kasse. Meget gerne i en stofpose også ned i kassen. Det lyder måske lidt besværligt.

Men så dyr og smuk en kjole fortjener at blive opbevaret rigtigt. 

Når du pakker den ned, så skal du gøre det forsigtigt. Der må helst ikke komme folder. Du kan lægge silkepapir mellem hvert fold. Så undgår du, at foldene rører hinanden. Men det vigtigste er, at du opbevarer den tørt. De bedste steder er i dit skab eller under sengen.

Sælg den videre 

Du kan også sælge din kjole videre. Du kommer nok ikke til at bruge den igen. Desværre. Hvis du sælger din kjole, så tjener du selvfølgelig lidt penge. Men det er også en måde, hvor du kan hjælpe andre. Det er måske ikke alle, som har råd til at købe en vidunderlig kjole fra ny. Så kan de købe din i stedet for.

Som et lille plus hjælper du også mod overforbrug. Så kan en anden heldig brud genbruge din kjole, uden at nogen skal lave en ny.  

Boho brudekjole
Fotograf: Carolina Segre

Something old, something new, something borrowed and something blue

Nu har du fundet din drømmekjole. Tillykke! Det er et stort øjeblik i enhver kvindes liv. Og jeg er sikker på, du ser smuk ud i den. Smukkere end nogensinde før. Der er bare en glød over kvinder, som skal giftes. En fantastisk glød af glæde. 

Så nu skal du ud for at finde dine accessories. Måske har du allerede styr på det. Men ellers så husk en af de vigtigste traditioner. Nemlig at du skal have noget gammelt, noget nyt, noget lånt og selvfølgelig noget blåt på.

Det bringer dig nemlig held.

Har du brug for mere inspiration? Så kan du få rigtig meget ud af et af Stines indlæg. 

Fortsæt jagten på din idéelle brudekjole. 

Tak fordi du læste med 🙂 

Brudekjole hænger på et skab
Fotograf: Joanna Egeberg