Bryllup med tyl langs bjælkerne i 1877-Laden på Sonnerupgaard Gods
Bryllup med tyl langs bjælkerne i 1877-Laden på Sonnerupgaard Gods

Bryllupsarrangørens bedste råd til dit destinationsbryllup

Drømmer du om et bryllup langt væk? Enten i udlandet eller i den anden ende af det danske land? Bryllupsarrangør Gitte fra A Day 2 Remember deler sine bedste råd og erfaringer med dig, der planlægger et destinationsbryllup.


4. august 2022

Gode gamle H.C. Andersen havde fat i noget, da han skrev “at rejse er at leve”. Det er fantastisk at opleve verden og skabe nye minder sammen. Ovenpå en pandemi har mange af os endnu mere lyst til at udforske landegrænser.

For nogle er det nok med en uges ferie udenbys. Andre drømmer om at sige det store ja et nyt og spændende sted.

Kan du nikke genkendende til den drøm?

Læs med og få Gittes bedste råd til et destination wedding.

Hvad er et destinationsbryllup?

Et destinationsbryllup er for dig, der drømmer om et bryllup væk fra de faste rammer. Ofte går tankerne til en tropisk ø, når der tales om et destinationsbryllup. Men det er meget mere end det.

Definitionen er nemlig et bryllup, der foregår udenbys og som kræver, at brudeparret og gæsterne skal rejse derhen. Det kan være udenlands eller i den anden ende af Danmark.

Gitte har god erfaring med destinationsbryllupper.

Hun har hjulpet brudepar fra Sverige, Norge og Tyskland. Og så har hun hjulpet brudepar med gæster, der rejste til godset fra England, Malaysia og USA.

Så det her blogindlæg er til dig, der planlægger et bryllup i et andet land. Uanset om du bor i Danmark eller ej. Og det er også til dig, der bor i Jylland, og som drømmer om et bryllup på Sonnerupgaard Gods.

Bryllupsarrangør gør klar til bryllup i 1877-Laden på Sonnerupgaard Gods
Fotograf: Josedenphine Photography

Hyr en bryllupsarrangør

Det er en stor mundfuld at planlægge et bryllup. Opgaven er endnu større, når du bor langt væk fra jeres valgte festlokale.

En bryllupsarrangør giver ro i maven.

Gitte kender godset ud og ind. Hun har arrangeret mange bryllupper i godsets 4 festlokaler, så du kan trygt lægge planlægningen i hendes hænder.

Du kan også klare mange af opgaverne selv og kun bruge Gitte i det omfang, der passer jer og jeres budget. Her er alt, du skal vide om Gittes arbejde.

Du kan også godt planlægge alt selv.

Men det er ikke altid lige let med sprogbarrierer, tidsforskelle og kulturelle forskelligheder. En lokal bryllupsplanlægger kan guide og hjælpe med alt det.

Mange brudepar vil være gæster til deres egen fest.

De vil ikke nørde med alle de praktiske detaljer. De vil hygge sig og nyde dagen uden bekymringer. Og det er der ingen skam i.

Med en bryllupsarrangør kan du læne dig trygt tilbage.

Hovedbygning sommerbryllup Annemette & Niclas
Fotograf: Wedding Day Films

Besøg jeres venue to gange

Gitte anbefaler minimum to besøg ved festlokalet.

Første gang bliver I vist rundt og taler med godsets personale. I taler om ledige datoer og jeres ønsker til festen. Der er fokus på alt det praktiske.

Tip: Vælg dato efter overnatningsmulighederne. Der skal være sovepladser nok til alle, så ingen skal overnatte et andet sted. Inden mødet skal I have styr på antallet af inviterede gæster.

Et bryllup med 80 gæster kræver ca. 40 værelser.

Slå ikke rundvisningen sammen med jeres møde med Gitte. Det vil forvirre mere end det gavner med alle de informationer, I får.

Bryllup i lade
Fotograf: Pernille Gotfredsen

Tag en masse billeder

Gitte anbefaler, at I hiver kameraet frem på rundvisningen.

Tag billeder og video af lokalet, som I kan se tilbage på senere. I får en masse indtryk på jeres besøg, så I kan ikke huske alt bagefter.

Der kan være mange små detaljer, som I ikke lægger mærke til ved første besøg. I kan f.eks. let glemme, hvor stort dansegulvet er.

Med billeder kan I friske hukommelsen op. I kan også sende dem til jeres leverandører, så de kan fornemme lokalet.

Billeder giver lidt ekstra – særligt hvis I kun besøger lokalet én gang.

Gitte gør klar til udendørs vielse
Fotograf: Unni Foto

Jeres møde med bryllupsarrangøren

Cirka et år inden brylluppet holder I møde med Gitte. Her taler I om alt fra pynt til tidsplan, leverandør og giftefoged.

Få styr på tidsplanen med vores ultimative guide.

Lav research inden mødet.

Et moodboard er en sikker vinder. Saml billeder af stil og stemning i en collage, så I har noget at tale ud fra. Med et moodboard kan Gitte få et indtryk af jeres tanker og idéer til jeres drømmebryllup.

Tip: Internettet er din ven. Find flotte billeder fra godsets tidligere fester og søg løs på Pinterest og Instagram. Du får let overblik over alt det, du godt kan lide og alt det, som du gerne vil undgå.

Gitte anbefaler, at I mødes fysisk.

Det er nemmere at sidde sammen og vise billeder til hinanden. Men corona har jo vist os, at det ofte fungerer online også. Gitte har haft brudepar, som hun først har mødt på bryllupsdagen. Så et fysisk møde er ikke et must.

Bryllupsmiddag med laks til forret i 1877-Laden på Sonnerupgaard Gods
Fotograf: Nordic Wedding

Hjælp til leverandører

Her på godset har vi et unikt koncept, hvor du står for alting selv. Du lejer kun lokalet med service, borde og stole. Så du kan vælge lige de leverandører, du helst vil have.

Her er alt, du skal vide om et bryllup på godset.

Gitte tager sig normalt ikke af brudeparrets leverandører. Men hun tilbyder gerne den service til jer, der kommer langvejs fra.

Hun anbefaler, at I selv finder jeres kok. Smagsløg er jo meget individuelle.

Vi har selvfølgelig lokale leverandører, som vi varmt kan anbefale. Og Gitte kan godt skaffe et menuforslag til jer – men det er en service udover den normale pakke, hun tilbyder.

Gittes fornemmeste opgave er at hjælpe og få jer trygt igennem det hele. Så hun har gerne kontakten med DJ og blomsterdekoratøren, hvis I ønsker det.

Bor I udenfor landets grænser?

Husk at tjekke jeres hjemlands regler og formaliteter for vielser, hvis I vil giftes her i Danmark. Det er forskelligt fra land til land.

Træskilt til bryllup på Sonnerupgaard Gods
Fotograf: Unni Foto

Hvordan får du gæsterne frem?

Sørg for at gæsterne ankommer samlet. Det gør alting lettere!

Det svenske brudepar Fanny & Joachim hyrede en bus, der kørte alle gæsterne fra Sverige til godset. Det var nemt, og gæsterne kom i festhumør fra start.

Få inspiration fra Fanny & Joachims destinationsbryllup.

Hyr to-tre busser og find en stor parkeringsplads, hvor gæsterne kan blive samlet op. Det kræver lidt logistik fra jer, men det gør det nemt for gæsterne!

Vi anbefaler to forskellige busselskaber, som I kan hyre.

Flyver jeres gæster til Danmark?

Det tager 45 minutter i bil fra Københavns Lufthavn. Så det er nemt og overskueligt at komme ud til festen og hjem igen.

Tip: Få gæsterne til at ankomme en dag før med fly, hvis det er muligt. I ved jo aldrig, om flyet bliver aflyst eller forsinket.

Vielse og middag i 1877-Laden på Sonnerupgaard Gods
Fotograf: Cilie Bagger

Fejr kærligheden med en bryllupsweekend

Nu vi taler om at flyve gæsterne ind dagen før, så kan I jo lige så godt gå all in og fejre kærligheden en hel weekend 😉

I får tid til at hygge med alle gæsterne og nyde selskabet.

Det norske brudepar, Carina & Stian, inviterede gæsterne på byg-selv-burger og hygge i Hovedbygningen aftenen inden brylluppet. Om morgenen gjorde gæsterne sig klar på værelserne til vielse og fest i 1877-Laden.

En bryllupsweekend kræver selvfølgelig et stort budget, da I skal betale for ekstra lokaleleje, mad osv. Det er dog det hele værd! Så hvis muligheden er der, så kan Gitte varmt anbefale en bryllupsweekend.

Få styr på bryllupsbudgettet.

Hvem betaler for overnatningen?

Nogle brudepar betaler for gæsternes værelser.

Men det behøver I ikke.

Det er helt forståeligt og normalt, at gæsterne selv skal betale. For I bruger i forvejen mange penge på den store dag, så budgettet rækker ikke altid til det.

Synes gæsterne, at overnatningen er dyr?

Læg op til, at det er vigtigere, gæsterne overnatter, end at de kommer med en gave. Det er så ærgerligt, hvis de går midt i festlighederne.

Destination wedding Denmark
Foto: Pernille Gotfredsen

Slip bekymringerne

Dit bryllup er en af de største dage i dit liv. Det er helt naturligt, at du bekymrer dig, om alt nu går godt. Du er langt fra den eneste.

Efter jeres første møde laver Gitte en drejebog for brylluppet.

Alle detaljer skrives ned, så intet glemmes. Store som små. Alt det I aftaler bliver noteret, så der er helt styr på borddækning, udsmykning og alle andre detaljer til jeres bryllup.

Gitte sender jer en prioriteringsliste efter mødet.

Der står, hvornår I skal have styr på alt fra giftefoged til leje af glas. Alt, som I og leverandørerne skal tage stilling til, markeres med rødt. I får hele tiden en opdateret version, når et nyt punkt er klaret.

Carina & Stian udendørs reception ved 1877-Laden
Fotograf: Cilie Bagger

Vil du være involveret i hver en detalje?

Så er et destinationsbryllup nok ikke det rette valg for dig. Det er for svært at kontrollere alt, når du bor langt væk.

Du kan dog sagtens blive inkluderet i forberedelserne.

Giv dig selv de små opgaver som bordkort, bordnumre, menukort og servietter. Det kræver blot lidt opbevaringsplads. Giv Gitte besked på forhånd, så hun få det med i planlægningen.

Lad vær med at stå for alt for meget.

Du kan let glemme det derhjemme, og der kan ske fejl. Med lang vej hjem er det ikke ligetil, hvis nu du glemmer et vigtigt element.

Velkomstskilt til ladebryllup på Sonnerupgaard Gods
Fotograf: Cilie Bagger

Vi håber, du kan bruge Gittes guldkorn.

Det gør ikke noget, at der er en bro mellem jer og Sonnerupgaard. Om det så er en bro fra Jylland eller Sverige er lige meget. Det hele skal nok lykkes!

Husk at du altid kan skrive til os, hvis du har spørgsmål om dit bryllup. Send os en mail på info@sonnerupgaard.dk ♥

Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse med din bryllupsplanlægning.

Johanne
BLOGGEREN

Johanne Appel - blogger, SoMe nørd og bryllupsentusiast. Jeg samler de bedste råd til dig, som er i gang med at planlægge dit drømmebryllup. Derfor har jeg allieret mig med vores bryllupsekspert Gitte.

Johannes Instagram

Gitte bryllupsarrangør
BRYLLUPSARRANGØREN

Gitte Andersen er Sonnerupgaard Gods' bryllupsarrangør. Hun har mange års erfaringer med at hjælpe brudepar med store og små opgaver. Gitte har også en onlineshop, hvor hun udlejer pynt og træskilte til fester og bryllupper.

Gittes Instagram